Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 142 -
Farfar kunde ogsaa fortælle udmerket. Og han
hadde en røst, som han brukte i de rette øie*
blikke, saa det gik en koldt nedover ryggen.
Da mor var paa Søgne prestegaard høist frugt*
sommelig med mig, var hun saa opskaket over
disse to, far og søn, som overbød hinanden i
at sætte skræk i hende og hendes omgivelser
med sine fortællinger, at hun skvat i, «bare en
høne kaglet uforvarende.»
Mors fantasi var et let instrument at spille
paa.
Farmor mente, at under slike omstændigheter
maatte det bli et underlig barn, hun vilde komme
til at sætte ind i verden. Hun forbød derfor
disse underholdninger om kveldene, som skræmte
vettet av dem alle sammen.
«Det høver sig ikke for en prestegaard at ha
slike opbyggelser», sa hun.
Da mor kom tilbake dit efter min fødsel og
med mig, da var far i Danmark. Og hun var
svak, inderlig svak og nedfor. Ungen skrek, og
hun maatte pleie den selv. Engang tok fars søs*
ter Mathilde og bar mig. Hun led av epilepsi,
og da mor tilfældig kom ind, laa jeg paa et litet
sybord og sprællet, mens Mathilde hadde sit
anfald paa gulvet. Alle de andre, som var der
sammen med mor, var ellers sterke dengang og
litet nervøse. Ikke at tale om de to gamle, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
