Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 159 -
desværre gaat tapt av meget i min omgang med
ham paa grund av den egenskap.
Vi gik op i høiden til ruinerne av slottet
Freundsborg. Det hadde tilhørt landsknægternes
høvedsmand paa Luthers tid. Under os laa
Schwaz med sine klostre og kirkespir, som mun*
tre og indbydende pekte op mot himmelen. Paa
markerne langt borte strævet de med høiet. Svære
hester eller muldyr drog vognene langsomt bort*
efter. Vi gik videre opover. En kirkeklokke
ringte med en ivrig, tynd, høi tone. Vi stod stille.
«Der er en død,» sa far.
Floden seg fremover, graa og mægtig. Bjergtin*
derne var saa høie i den klare luft. Men der*
borte, hvor solen ikke mere var, stod trærne med
tunge stenmasser over sig og præket høstens al*
vor. Her gik vi i guld og glans og brydde os
ikke om, hvad de sa der. Far mente, det var
et vakkert syn.
«Jeg maa tænke paa Schillers «Die Glocke»,»
sa han.
Jeg hadde læst den med Pelegrini.
«Det store arbeidende, fredselskende tyske folk,
som han har foreviget i sit herlige digt; det er
det Tyskland, jeg elsker. Bismarcks Tyskland
er vældig truende og sterkt som fjeldene der paa
den anden side av dalen. Maa det være slik for
at holde fienden fra sig? Jeg tror det ikke. Det
Tyskland, som lever under fredens lys i arbeide
med sin aand og sine hænder, det hører mere frem*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
