Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 206 -
standig, og mor maatte som oftest skrive til ham
efter mere. Mor maatte ogsaa passe paa, saa far
ikke gav bort for meget eller «skrev paa» obli*
gationer itide og utide. Det var forresten noget,
hun aldrig helt fik ham fra. Like til de sidste
aar av sit liv kom han i stor uleilighet ved dette,
fordi de ikke betalte tilbake. Det var ogsaa de
underligste folk, som tigget om penge og de
underligste paaskud, de kom med for at faa
ham til at hjælpe. Da en ukjendt mand fra Ha*
mar bad om otte hundrede kroner til et hønse*
hus, vilde han laane ham dem.
«Han skriver saa morsomt og lyrisk, Karoline.
Kan du ikke se de lyksalige hønsene.»
Selv hadde han omtrent aldrig penge paa sig.
I de senere aar gik han «for sikkerhets skyld»
med et guldstykke i portemonnaien. Paa vore
utflugter var det altid mor, som betalte. Naar
en vert engang imellem — som i Verona — var
mer end ublu, da maatte jo mor tale til far. Og blev
han saa rasende over saan lumpen uret, saa røk
taket av huset. Fra hans personlighet stod der
i slike stunder en intens kraft, hvis like jeg al*
drig har set, som dengang i Verona. Far gik som
en brølende løve op og ned i det separate væ*
relse, vi spiste i. Verten stod klint fast til væggen.
Og en kellner var like flat i ansigtet som sit eget
skjortebryst. Og kanske likesaa skidden. Det
gik paa italiensk. Ikke skjældsord. Den sort brukte
han aldrig. Nei, det var dommedag over hotel*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
