Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 209 -
«Jeg tror,» sa Borch, «at de selv midt paa
dagen gaar i hoselæsten efter dette. Hele fami=
lien.»
En aften dengang i Rom i et selskap, hvor
flere var tilstede, husker jeg, min far fortalte sin
korte fortælling «Trond». Han stod op mot
en væg. Lænet til den. Gik litt frem, eftersom
fortællingen steg. Løftet bare den ene arm i
den største effekt. Der var en plastisk skjønhet
over hans bevægelser, som man godt kan kalde
klassisk. Han førte sig i det hele tat overordent*
lig smukt. Jeg har op gjennem tiderne ofte
beundret ham for det. Av de statuer, som fin*
des av ham i Norge, skal man ikke faa indtryk
av det.
Slutningen av fortællingen var saa smertefyldt,
slik han gjengav den. Og jeg husker, han gjorde
en lang, lang pause og næsten hvisket de sidste
ord om Trond, som «saa sig underlig omkring».
«De er makeløs, Bjørnson,» sa fru Heiberg.
«Det kan ikke gjøres bedre. Men hvad blir der
saa av den stakkels dreng?»
Hun mente Trond.
Hvad far svarte husker jeg ikke. Men jeg
erindrer, at jeg laa i min seng længe den nat
og tænkte paa Trond. Jeg var syk over, at han
orket at skjære de strengene over. Saa ung jeg
var, følte jeg, at Trond selv ikke syntes, han
dudde til noget. Saa overvældende var det ny,
han møtte. Og det forstod jeg!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
