Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 239 -
I München blev jeg syk, noget henimot difte*
ritis. Mit ene ben hovnet op efterpaa, saa jeg
hinket. Alle disse hindringer tok mest paa mor.
Det kostet jo ogsaa saa meget mere end bereg*
net. Og Hegel gjorde det ikke lettere med sine
evige pekuniære formaninger, som han sikker*
lig holdt for rigtige.
Endelig til Berlin. Da vi om kvelden kom
dit, fandt ikke vor droschekusk det hotel, vi
opgav. Far hadde ikke git klar nok adresse.
Og han var ikke paa jernbanen. I to timer
rumlet vi omkring. Det regnet. Og der var
megen elendighet inde i den halvt tildækkede
vogn. Vi sjanglet omkring i det haabløse i en
tilstand, jeg vil kalde: opgit munterhet.
«Det kan jo ikke nytte at graate,» sa Lina.
Endelig fandt kusken det. — Det var like ved
den jernbanestation, hvor vi var kommet fra
München. Et skarve hotel.
«Men nu maa vi spare,» sa far.
Han var forresten overstrømmende glad over
sin «fattige missionærfamilie».
Jeg var ute og saa Siegessäule. Vi gik i sand.
Der var endnu ikke brolagt.
Overalt var der soldater. Trommer og pie*
colofløiter slog og ståk tonerne taktfast ind i
ørene paa os. Bakefter regimenter av fotfolk
med tramp og klask i gaten og stivt utstrakte
ben, naar en høi officer gik forbi. Dette fandt
vi latterlig. Erling, som Lina holdt i haanden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
