Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8o
nelder, saa tjørnehækken med de store, hvide
kon-volvolus, stenten, lidt af rugmarken udenfor, endelig
justitsraadens flagstang, derborte paa høien, og saa
himlen.«
Til sit aller yderste punkt er denne
hensyntagen til det optiske drevet et par linier senere i samme
skildring. Det er midt paa dagen, trykkende hedt
og blikkende stille. Mogens — mennesket under
egen — er aldeles forkommen af varme, han ligger
og gisper og vender sig og ved ikke, hvad han
skal finde paa. Endelig havner hans ørkesløse blik
paa et gammelt muldvarpeskud, der var bleven
ganske lysegraat af tørke. Som om han ikke var andet
end øie, lader nu Jacobsen en tordenbyge tage sin
begyndelse, uden at han mærker andet dertil, end
det, han kan se paa muldvarpeskudet: »Pludselig
kom der en lille, rund mørk plet paa det lysegraa
muld, en til, tre, fire, mange, flere endnu, hele tuen
var ganske mørkegraa«. Først da faar Mogens
lov-at se op: »Luften var lutter lange, mørke streger,
bladene nikkede og svaiede, og der kom en susen,
der gik over til syden: det øste vand ned«. Og
saa følger da en pragtfuld skildring af regnveiret.
Her er principet drevet ud over det naturliges
grænser. Men naar man læser skildringer som den
af Sofie Urnes have i sommerblæsten eller af det
haglveir, der overrasker Marie Grubbe paa rideturen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
