Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
io8
nes Brun har skabt. Det er Michel Perrin og
Jeppe paa Bjerget.
Jeg tilstaar, at jeg har ondt for at doie et
stykke som Michel Perrin: denne banale
Napoleons-kultus støder mig, og jeg kan ikke høre marseillaisen
blive trukket ned til at tjene den som
accompagnement uden at ærgre mig. Men alligevel har jeg
seet stykket op igjen og op igjen. Johannes Bruns
spil er saa indtagende, at jeg med glæde finder
mig i at tage ærgrelsen med. Noget saa rørende
fint som hans fremstilling af dette gamle enfoldige
gudsord fra landet har det aldrig faldet i min lod
at se nogen anden skuespiller yde.
Og saa hans Jeppe!
Hvor kommer man ikke til at synes om denne
uvidende og forkomne drukkenbolt, der trods alt
dog et et godt hoved og »et eiegodt gemyt, som
ikke kan gjøre en kat fortræd!« Aldrig har Holbergs
komik været saa elskværdig, og aldrig har denne
elskværdighed fundet en elskværdigere fortolker.
Scenen, hvori Jeppe tager farvel med verden efterat
have faaet sovedrikken, bliver uforglemmelig, som
Johannes Brun spiller den. Saa stille, saa simpelt
og vemodig tager han afsked, og ingen ler, fordi
det er heste, faar og svin, han vier sine sidste
tanker: man smiler blot i mild medfølelse, fordi
man forstaar, at dette nu engang har været Jeppes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
