Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Nei tak! — jeg må gå hjem, du. — Breve
at skrive — til mor. . . .«
»Som du behager. —«
Og vennerne skiltes uden at række hinanden
hånden. Doktoren gjorde et keitet forsøg
erpå — men da var det for sent.
Valdemar fortsatte turen i en egen, irriteret
stemning. Han trængte ikke til nogen
barnepige, mente han. Fordi doktoren var et par
år ældre, troede han ustraffet at kunne
kujonere ham. Hans »mentor« havde fru
Schønberg engang spottende kaldt ham. — Men han
behøvede slet ingen »mentor«, han var mand
for at stå på sine egne ben — og han slog
fremdeles med stokken i sneen.
Han passerede »vor frelsers« kirke.
Salmesang og orgel-brus strømmede ud til ham i
den skumrende dag. Uvilkårlig blev han
stående stille og lyttede . . . Han kunde ikke høre
slige orgel-toner uden at huske på sin
barndom og sin gamle mor. . . En egen, from
barnestemning gled umærkeligt over ham, den modne,
frit tenkende mand ... Han åbnede sagte
døren og trådte med blottet hoved ind i
kirken.
Den var halv fyldt af søndagsklædte
fattigfolk, mest gamle koner og børn. Her og der
sad, midt i almuen, en grosserer-lignende herre
med whiskers og i peltsværk eller en
elegantklædt dame. Nogle unge, blege mænd, der så
ud som seminarister, deltog i sangen med
særlig høi røst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
