Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sekundet efter skammede hun sig over denne
tanke.
Hun vilde fortsætte sine selvanklager, men
Valdemar lukkede hendes mund med et kys.
»Var det det hele?« lo han. »Alle dine
synder skrumper ind til dette kirke-besøg? Sancta
simplicitas!« — Og han tilføiede alvorligt: »Om
du tror eller ikke, hvad bryr jeg mig om det?
Når jeg blot ved, at du elsker mig, mig og
ingen anden —«
»Dig og ingen anden,« gentog hun
høitideligt.
»Å, sig det engang til« bad han, »sig, at
du rigtigt holder af migt» — — —
De satte sig i sofaen, hånd i hånd.
Skumringen tiltog, hele værelset lå i en ubestemt
dunkelhed, men gennem vinduet blinkede matte
vinter-stjerner ind til dem — de eneste vidner
til deres unge lykke.
I flere timer sad de der, betroende sig til
hinanden. Ofte taug de i følelsens svulmende
overmål. En liden berørelse, et famlende
håndtryk sagde her mere end mange ord.
»Hvad mon din mor vil sige?« spurgte
Kamilla — og uden at hun vidste det, kom der
allerede misstemning mellem dem. Valdemar
blev så underlig distrait.
»Hun vil elske dig, fordi jeg elsker dig,
stammede han. »Hun er så snil —»
Han talte påny med sønlig varme om sin
mor og sit hjem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
