Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
51
Aa, den Dagen ja! Det Sekund, da han
pludselig skjønte Solens Lys, saa Skygger og Farver,
som han aldrig hadde set!
Før hadde han liksom set Naturen gjennem
duggete Ruter, nu var de klare som Luft.
Hvad tænkte vel Maleren om ham, da han blev
staaende saa toskete uten at si et Ord?
Og da han endelig fik frem, om det var Snø
paa det Staburstake, saa var det galt: «Solen
gjør alting hvitt i Lyset.»
Under ham laa en flat Mo mørk og kjølig av
Kleivens lange Skygge, men videre indover den
låve Vestbygd glitret alt saa sommervarmt, med
Norefjelds fjerne, taakelette Morgenfarver.
Høit over dette Landskap stod den digre Furru,
han tegnet. Dens vindvredne Krone glimret i
Solen og mindte om forgyldte Kruseduller paa
en gammeldags Speilramme mot blaamalt Væg.
Hans Tegning hadde alt faat sine vanskeligste
Kvister, det maatte nu vist lide ut paa Dag.
En ulmende graa Uro sneg sig om Even : det
var jo Søndag og kanske Synd at sitte saan. —
Og nu ringte Kirkeklokkerne saa lyst og
velkommen over ham. Kaldende og advarende lydde
det sidste milde Klemt.
Længe efter dirret Luften av en alvorsfuld
brummende Lyd, en Røst inderst fra Evigheten,
som fyldte hver Kløft paa Jorden, til den endelig
bævet tilro under Himmelhvælvet. Han satte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
