Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
Even tok nogen Penge, bad sig undskyldt et
Par Minutter, men han vilde se litt festligere ut —
Om et Kvarters Tid kom han dansende ind
igjen, i en liten koket Straahat rødt Sløifeslips og
gule Sko.
Og Widéll lo og sa: Nu liker jeg dig, gamle
Jammerdal, kast for evig den skumle,
haab-løse Maske, vær dig selv, Smilenes Kilde i Sarons
Rosendal!
Vernissagedagen hadde Wüllner utbetalt ham
4000 Fres. kontant, og med dem i Lommen
op-søkte han Jeanne for at takke hende og be hende
paa en Landtur. Men kjørte først ned til Magazin du
Louvre, lot Vognen vente og gik op i Magazinets
anden Etage.
Om en Time kom de ned igjen til Kusken og
bad om at bli kjørt til Pont Royale. Optat, sa
han. Da lo det unge vaarlyse Par op i hans
veir-brune Ansigt. Men det er jo os jo! Vi er bare
blit saa ukjendelig fine deroppe!
Med Baaten tok de ned til St. Cloud. De sprang
Haand i Haand som Hans og Grete dypt ind
i den dystre gamle Bøkeskog. Skogluftens
duftende Kjølighet, den pludselige Stilhet, det grønne
Græs og Margueriterne — ja Jeanne orket ikke
mere, hun satte sig pludselig ned og graat! Dette
holdt Widéll ikke ut, men lot hendes Hode finde
Hvile mot sin grevelige lyse Vest. De hvisket
sammen, til Solen sagtelig svandt fra de høieste
Trætopper.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
