Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
163
Skogens hundredaarige Trær hadde snoet og
vævet sine Grener sammen mot Himmelen, saa
Underskogens Frodighet laa i et skumrende
Halvlys.
Han lænet sig mot et Vindfald, dets silkegraa
Bark var her og der dækket av sortgrøn Mose.
Stilheten, Emmen fra den krydrede, sovende
Jordbund, stagget hans Savn, al Sindets Uro.
Men som et jaget Dyr lyttet han likevel efter
en Lyd, en Tanke, som kunde ødelægge denne
Hvile. — Med lukkede Øine saa han de graa
Stammer samle sig til en taaket Mur.
Og mot den begyndte noget at snige, famle
sig frem: Victorine strøk sørgmodig forbi.
Saa var da heller ikke denne Skogensomhet
mere værd end den yrende Boulevard.
Aa, at ikke Tiden, Arbeidet og tusinde Indtryk
med sin massive Vælde kunde sænke hendes
Billede nedom Tankers Havrand.
Nei, saa skulde vel hans Ømhet aldrig bli mer
til Trøst for hende, end den blev for Kvinden
paa den gamle Malmovn — i Møllekammerset, for
Aar og Evighet siden.
Og Even Strand spurte sig: Hvad nytter det nu
altsammen ?
Han saa sit Liv fremover som en syk Søvn,
Arbeide og Berømmelse kun Drømme, som
forkorter den, kanske. —
Over en aapen, snepudret Plads fulgte han
ferske Dyrespor, der gik ned mot en klar liten Kilde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
