Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
171
tende Støi av et fotrapt Dyr tapte sig i
Dunkelheten.
Even stod blussende sint og ropte: fordømte
Krypskytter! Atter et Knald og et Hvin av en
Kule for non Meter over ham.
Men mere hørtes ikke, og Even fortsatte sin
Vei ganske rolig. For denne usle Dyremorder
skulde da ialfald ikke merke, at man lar sig
skræmme som et stakkars Vildt.
Ja, hvad har De at gjøre saa sent deroppe, De
ser jo ikke at male, og da —, sa Mor Durand.
Vi har jo fortalt Dem, hvad der hændte min Mand —
Even lo og mente, at dette Skræmmeskud bare var
en venlig Anmodning om ikke at forstyrre dem i
Jagten.
Nogen fet Nytaarsstek vilde de ikke finde paa ham.
End Deres kostbare Ur og Kjæde og de nye
Gummisko da? Men pludselig fik Mor Durand et
lønskt Uttryk og hvisket, at naa, hun kunde gjerne
si, hvad hun længe hadde tænkt at. Ja, for De er
aven og til saa trist, og i Deres Alder saa. De
søker Ensomhet. Vor gode Kunstner, sier jeg til
Simon, maa være forelsket. For da jeg først sa
nei til ham, søkte han ut til de mørke, daarligst
oplyste Forstæder i Paris — til Belleville, gik vildt
Markedsgang og sov under en Jernbanebro. Alt
for at dræpe Erindringen om mig.
Ak ja, det var som at læse en gruelig Føljeton
i «Le petit Journal»; hun himlet og løftet
Hænderne, men la dem atter paa sin trinde Mave.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
