Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
223
En Konstabel løftet Haanden, og Kusken holdt.
Den halvmørke Havnegate var snart fuld av Pøbel.
Efter Evens rolige Forklaring paa Politikammeret
kunde han uten videre gaa. Men Margotte svor,
at han ikke slåp fra hende iaften, fik Krampegraat,
knækket sin Parasol og kastet sig plat paa Gulvet
i Forhallen.
Even tilbød at betale en Mulkt for hende, men
Fuldmægtigen sa, at hun foreløbig fik slippe med
en Advarsel. Disse Pikebarn hadde det med slike
Voldsomheter av og til, det gik snart over.
Hun laa fremdeles paa Stengulvet og hulket, da
Even gik.
Han drev rundt paa Pladsen utenfor, den var
stor og tom, det smaaregnet, og Gasløgten skalv
for de lumre Vindblaff, han gik og gik for at
stagge sin Ophidselse, faa en Slags Oversigt over
Elendigheten.
Og han mindtes kun én Gang før i sit Liv at
være hvirvlet i slikt Sindsoprør:
Da var han enogtyve Aar, i Feber og Skam
betrodde han sig til en Læge, som litt brydd og
genert sa: «Jeg vet ikke andet Middel end
Kvinden.»
Og straks visste Even hvilken: Jo, hun, som
sat saa ung og varm i Huden — en Tizians
Datter — og lekte med en Lampepudser mellem
aapne grønne Jalusier, som smilende bøide Hodet
i Retning av Trappen og Døren, naar han passerte.
Aa saa ren og uskyldig hun saa ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
