Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
247
Han blev yderlig klein alt i Høst, han Hans, sa
hun. For da han skulde ta op Poteterne sine,
krabbet han paa sine Knær og grov, stakkar!
Ja ja, aa ja — med Guds Hjælp har ogsaa han
snart stridd — stridd ut!
Det frøs paa i den tykke Mars-Stilhet, det
knuspet lydt i Isskorpen, som netop hadde lagt sig
over Fotfarene i den soltinte Snø.
Han saa Bygdens mange Hjem som nytændte
Stjerner. Lampelyset fra Stuen faldt varmt ut paa
et Juleband, som hang i en Apal. Barna hadde
hvert sit Epletræ. som var sat med en Kjerne,
eftersom de kom til Verden.
Ja, Minderne var millionmange, og alle yret paa
og vilde først frem.
Men Billedet, han saa av sin Mor en
Vintersøndag i Kirken, hadde altid saa tydelig fulgt ham
Dets lyse og blaa Farver hadde virket saa
gaadefuldt, ubegripelig paa ham, like til han blev
Maler: hun maatte ha staat slik mellem Vinduerne,
at klar Himmel og hvit Snø kastet kolde Reflekser
paa hendes bleke Ansigt.
Som Smaagut sat han paa Mandssiden, mens
Moren tilvenstre i Kvindestolen.
Hun hadde reist sig.
Den sorte Fløiels Kysehat, som hun saa sjelden
bar, gjorde hende fremmed — litt fornem ogsaa.
Et smalt, fint Ansigt, stille som et Skilderi, hvert
Træk som færdig til Graat — ja, som om Sorgen
hadde strøket Kinderne — fattige og flate. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
