Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260
Farten sagtner, og det stopper ved Dieppendalle,
og Even reiser sig frysende fra en Krok agterut
og gaar iland med endel andre.
De er endnu i Festrus og orker ikke skilles
straks, men stanser her og der i Klynger opi
Smaagaterne.
Even vilde ikke gaa hjem, han vilde heller ikke
være ute, men tok likevel paa maafaa en Sti
utover Markerne, til han motte et Berg, en Lund
med Aspetrær; de sillret og rislet saa
gammel-kjendte, saa barnsligt bløtt, de angstfulde Blade.
Han stod længe og holdt sig i en Stamme, men da
dette ikke hjalp, satte han sig.
Han tok Hatten av: Nu graaner du til imorgen,
tænkte han, for nu er du gal. Jo, for du vil slaa
et Menneske ihjel, ja ti Ganger, om det kunde
hjælpe! og han knuget en sterk Gren i Haanden
og slog den i Jorden.
Vi var hans Gjester, Barées Gjester oppe i
Anden i Rue Jeanne d’Arc, vi skal bare ta det
med Ro.
Stor Balkong til Salongen, vi superte, Tjenere
med Knæbukser og Sløifer.
Nei, først var det paa Hotelterrassen under
Sol-seilet, da de hvitklædde Smaapiker la sine
Blomster om Jeanne d’Arc-Statuen. Da han satte
sin fine, lille Laksko over hendes. Hun tok den
nok til sig, men den matte, hjælpeløse Stilhet,
som et Øieblik kom over dem, kunde de ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
