Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
267
Men ta i Jakkelommen min derborte — og gi
mig Fyrstikkerne.
Hun kom med dem, knælte foran ham og tændte
Cigaretten.
Hendes Armer sank ret ned, hun blev saa liten,
saa hjælpeløs som et Barn paa Vildgræs.
Da hun saa op, sa hun: Men, kjære Paul, husk!
jeg dør da ikke, fordi — fordi jeg gifter mig —
med ham. Og om et Aar er du jo ogsaa i Paris,
og da — ja og da vet du —.
Paul røkte rolig videre, men svarte ikke.
Jeg kommer aldrig langt nok væk fra hans
bundløst sørgmodige Øine, sa hun lavt og gik
tilbake til Roret — jeg glemmer ikke den Aften,
efter Festen hos dig den fjortende Juli, da han
reiste hjem igjen — alene.
Han la Aarerne ut og sa: Vor Kjærlighet er
jo grei og klar! Men du er ikke likere end de
tusen andre: Kluss og Tøis maa dere ha, kort
sagt Føljetongselskov, og han svingte Baaten
forsigtig ut fra Grenene og rodde nedover om
Holmen.
Even gav sig til at plukke Straa og Blade av
sine Kiær og gik langsomt over til sin Baat.
Han saa dem svinge og lande ved Durands Have,
nu skjultes de av den høie Havemur, og han rodde
fort over mot Land.
Da han fra Gaten kom ind paa Gaardspladsen,
stod Victorine i hans Atelier, banket paa Ruten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
