Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Indledningskapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
28 I DET MØRKESTE AFRIKA.
i
hvad der passerer her. I nitten maaneder har vi været uden meddelelse fra.
Khartum, saa jeg maa tro, at floden er spærret.
Behag derfor at underrette den ægyptiske regjering, paa hvilken maade-
De kan, om, at vi indtil nu har det godt, men sterkt trænger til hjælp. Vi
skal holde ud, indtil vi faar denne hjælp, eller indtil vi bukker under.»
Til hr. Charles H. Allen,- sekretær for antislaverisel
skabet, skriver Emin Bey fra Wadelai den 31te decbr. 1885,
som følger:
«Ligefra mai maaned 1883 har vi været afskaarne fra enhver forbin
delse med verden. Forglemte og forladte af regjeringen, blev vi tvungne til
at gjøre en dyd af nødvendighed. Siden Bahr-Ghazal er indtaget, er vi blevne
heftig angrebne, og jeg ved ikke, hvorledes jeg noksom kunde beskrive for
Dem mine sorte troppers beundringsværdige opofrelse under en langvarig
krig, som for dem ialfald ingen fordele kan have. Nu har mine mænd. blot
tede for de nødvendigete ting og uden at oppebære nogen løn, længe kjæm
pet tappert, og naar suiten tilsidst svækkede dem, naar deres kraft efter
nitten dages utrolige savn og lidelse blev udtømt, og efterat det sidste stykke
læder, revet fra den sidste støvle, var opspist, har de slaaet sig midt igjen
nem fiendens hær og derved opnaaet at frelse sig. Al denne gjenvordighed
underkastede de sig uden den ringeste bagtanke, ikke engang med haab om
nogen nævneværdig belønning, drevne alene af sin pligtfølelse og af lysten til
at vise den rette tapperhed ligeoverfor sine fiender.»
Dette er et herligt vidnesbyrd om kjækhed og soldaterdyd.
Jeg husker, dengang dette brev udkom i Times, og hvad
indtryk det gjorde paa mig og mine venner. Det var kun
faa dage efter dets offentliggjørelse, at vi begyndte at dis
kutere maade og midler til brevskriverens undsætning.
Følgende brev gjorde ogsaa et meget sterkt indtryk
paa mig. Det er skrevet under samme dato, 31te decbr.
1885, og adresseret til dr. R. W. Pelkin.
«De vil formodentlig af dagbladene have erfaret, at den stakkels Lup
ton efter tappert at have forsvaret Bahr-Ghazal-provinsen, tilsidst ved sine
egne folks forræderi nødsagedes til at ovcrgive sig til salig mahdiens udsen
dinger, der førte ham til Kordofan.»
«Min provins og min person frelste jeg kun ved et krigspuds fra en
hgnende skjæbne, men tilslut blev jeg angrebet, og følgen blev et stort tab
af mennesker og ammunition, indtil jeg ved Eimo, i Makraka, rammede rebel
lerne med et slag saa haardt, at de ’maatte lade mig i fred. Forinden under
rettede de mig om, at Khartum var falden i januar 1885, og at Gordon var
dræbt.
Idet jeg tog tilbørligt hensyn til disse begivenheder, maatte jeg natur
hgvis opgive vore mere afsidesliggende stationer og trække bort derfra vore
soldater og deres familier, stedse haabende, at regjeringen vilde sende os
hjælp. Det synes dog, at’jeg har taget feil; thi siden april 1883 har jeg
ikke modtaget nogensomhelst efterretning nordfra.
Eegjeringén i Khartum har ikke opført sig godt mod os. — Førend
de rømmede Fashoda, burde de have erindret, at der her (i ækvatorialprovin
serne) levede regjeringsembedsmænd, der havde gjort sin pligt og ikke fortjente
uden videre at overlades til sin skjæbne. Seiv om det var regjeringens hen
sigt at ovcrgive os til vor skjæbne, saa var det mindste, de kunde have gjort,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
