Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Fra Ugarrowwas til Kilonga-Longas station
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232 I DET MØRKESTE AFRIKA.
1887
Okt. 15,
Skoven
føddede dyr, paa vei til at blive ligesaa rovgjerrige som
noget rovdyr.
Den 16de gik vi tversover fire dybe kløfter, den ene
efter den anden, gjennem en vidunderlig rig vegetation af
phrynium. Træerne bar ofte næsten modne fenessi, en fod
lange og otte tommer i tvermaal. Nogle af disse frugter
var ligesaa gode som ananas, de var virkelig sunde. Man
vragede end ikke de raadne frugter. Naar fenessi ikke
fandtes, trivedes skovbønnetræet og bestrøede grunden rund
haandet med sin frugt. Naturen syntes at indrømme, at van
drerne nu havde baaret nok af sorg og lidelse. De dybeste
udørkener syntes at vise stigende ømhed for de trætte,
længe prøvede mænd. Phrynium-træerne gav os sine mest
straalende røde bær, amomum forsynede os med de fineste og
modneste skarlagenrøde frugter, fenessi var fuldkommen modne,
skovbønnerne var større og federe, skovkløfternes elve klare
og kjølige; ingen fiende var isigte, intet var at befrygte und
tagen sult, og naturen gjorde sit bedste med sine ukjendte
skatte, gav os ly under sine duftende, kjærlige skygger og
tilhviskede os usigelige ting, sødt og ømt.
Under middagshvilen drøftede mændene vore udsigter.
De sagde med en høitidelig hovedrysten: «Ved I, at den og
den er død? at hin er tabt, en anden vil sandsynligvis dø i
eftermiddag! resten vil omkomme imorgen!» Trompeten
kaldte dem alle paa benene for at marschere, stræve og
arbeide sig fremad mod maalet.
En halv time senere brød pionererne gjennem en lund
af amomum og kom ind paa en vei. Og se! paa hvert træ
saa vi manyuema’ernes særegne blænkning, en opdagelse, som
meldtes fra mand til mand fra kolonnens hoved til dens
bagtrop og blev modtaget med jublende glædesskrig.
«Hvilken vei, herre?» spurgte de henrykte pionerer.
«Tilhøire, tænker jeg,» svarede jeg, mere glad end
nogen anden og meie opfyldt af længsel efter denne koloni,
der skulde gjøre ende paa denne frygtelige tid og forkorte
Nelsons og hans mørke følgesvendes elendighed.
«Vil Gud,» sagde de, «skal vi imorgen eller næste dagfaa
noget at spise,» hvorved de mente, at de efter at have lidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
