- Project Runeberg -  I det mørkeste Afrika, eller Opsøgelsen og Befrielsen af samt Tilbagetoget med Emin Pascha / Første del /
246

(1890) [MARC] Author: Henry M. Stanley Translator: Charles Antoine Delgobe, Bernhard Geelmuyden
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Hos manyuema’erne i Ipoto

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

246 I DET MØRKESTB AFRIKA.
1887.
Okt. 21
Ipoto.
sagens første trin, at drive den til det yderste, vilde jeg have
negtet at tåge imod en eneste, førend de alle var bragte
tilbage, og skulde jeg have bestemt mig for en kamp, kunde
jeg have været sikker paa femti mands hjælp; men netop
i dette kritiske øieblik skred Uledi, Advances trofaste kvarter
mester, ind i leiren; han bragte underretning om, at baaden
var i god behold ved Ipotos. landingsplads, og at han havde
fundet de seks savnede høvedsmænd hungrende og paa vildstraa
fire mil fra kolonien. Dette frembragte et omslag i følelser.
Taknemmelighed over, at mine tabte mænd var fundne igjen,
synet af Uledi, bevidstheden om, at jeg dog, trods menneske
naturens slethed, havde nogle trofaste ledsagere, holdt mig
en stund maalløs.
Derpaa blev Uledi gjort bekjendt med det hele, og han
paatog sig det hverv at udrydde manyuema’ernes fiendtlige
stemning; han bad mig lade fortiden være glemt, nu da der
var ende paa de mørke dage, og han var sikker paa, at vi
havde gode ivente.
«Thi sikkert, kjære herre,» sagde han, «efter den længste
nat kommer dagen, og hvorfor skulde ikke for os solskin
følge efter mørke? Jeg husker alle de mange lange nætter
og mørke dage, vi har slaaet os igjennem i gamle tider, da
vi tilsammen trængte gjennem Afrika, — og nu lad Deres
hjerte have fred. yil Gud, skal vi inden lang tid glemme
al vor møie.»
Der blev befalet, at de skyldige skulde holdes bundne
til om morgenen. Uledi, med sin egen dristige og ligefremme
maade at være paa, seilede lige ind i manyuema-høvedsmændenes
velvilje. Man bragte mig gåver af korn, undskyldninger
blev gjorte og modtagne. Kornet blev uddelt blandt folkene,
og vi endte denne fortrædelige dag, der havde bragt os alle
til opløsningens rand, meget mere tilfredse, end vi efter
dens ildevarslende begyndelse kunde have haabet.
Vore længe omflakkende høvedsmænd, der var bleven
sendte iforveien som herolder for vor ankomst til Ipoto,
ankom søndag den 23de. Visselig havde deres søgen været
frugtesløs, og de fandt os som gamle beboere af det sted,
som de var sendte ud for at finde. Med vilde blikke, blege

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 17:27:21 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/morkeste/1/0264.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free