Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Hos manyuema’erne i Ipoto
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
249
BERETNING OM NELSONS UNDSÆTNING.
1887.
Okt. 26,
Ipoto.
Den arabiske koloni i Ipoto, 4de novbr. 1887.
«Kjære herre.
Jeg begyndte reisen ved middagstid den 26de oktober og naaede floden,
som jeg satte over samme eftermiddag med 30 manyuema’er og 40 zanzibar
iter under min anførsel og slog leir ved landingsstedet. Næste morgen af
reiste vi tidlig og naaede den leir, hvor vi havde sat over floden, dengang vi
i hungrende tilstand vandrede omkring, ledende efter araberne; ved middags
tider var de merker og pilehoveder, vi havde skaaret i træerne for at vise
høvedsmændene, at vi havde sat over, endnu friske. Om aftenen naaede jeg
en anden af vore leire. Den følgende dag gjorde vi næsten tre af vore tid
ligere dagsmarscher. Den leir, hvor Feruzi Ali havde erholdt sit dødbrin
gende såar, og hvor vi havde tilbragt tre saa ynkelige dage i sult og angst,
saa meget ussel ud, da vi drog igjennem den. I dagens løb gik vi forbi
skeletterne af tre af vore mænd, som var faldne om og døde af den pure sult;
de var stygge minder om den elendighcd, vi saa nylig havde gjennemgaaet.
Den 29de om morgenen brød jeg op, saasnart det blev lyst, bestemt
paa at naa Nelson samme dag og faa afgjort, om han endnu var"ilive. Kun
ledsaget af en mand fandt jeg mig snart langt forud for mine folk. Da jeg
-nærmede mig Nelsons leir, betoges jeg af en feberagtig angst efter at faa
vide hans skjæbne, og jeg drev paa gjennem strømme og bække, bakker og
myr, over hvilke vore forsultne folk havde slæbt sig langsomt frem med baa
dens afdelinger. Idag passerede vi dem alle raskt, og atter vidnede skelet
terne langs veien om de prøvelser, vi havde gaaet igjennem. Da jeg gik ned
ad skraaningen mod Nelsons leir, hørtes ikke en lyd uden to døende mænds
etønnen i en hytte tætved; hele stedet havde et forladt og sorgmldt udseende.
Jeg gik stille omkring teltet og fandt Nelson siddende der; vi trykkede hin
andens hænder, og da, stakkels fyr, vendte han sig bort og hulkede og mum
lede noget om at være meget svag.
Nelson var meget forandret af udseende, medtaget og med vilde blikke.
med dybe furer ved øine og mund; han sagde mig, at hans ængstelse havde
været voldsom, da dag gik efter dag, og der ingen hjælp kom; han havde
tilslut gjort det op med sig seiv, at noget maatte være hændt os, og at vi
var bleven tvungne til at opgive ham. Han havde levet fordetmeste af frugter
og sop, som hans to tjenere havde bragt ham hver dag. Af de toog
femti mand, De efterlod hos ham, var der kun fem igjen, hvoraf to i en
døende tilstand. Alle de andre havde forladt ham eller var døde.
Hannar seiv givet Dem en beretning om, hvad han har tabtved død og
rømning. Jeg gav ham den føde, De sendte ham, og som jeg havde omhyg
gelig vogtet paa veien, og han lod straks tillave en af kyllingerne og lidt
grød, det var den første nærende mad, han havde smagt paa mange dage.
Efterat jeg havde været der i et par timer, kom mine folk til, og alle stimlede
omkring teltet for at bringe ham sine lykønskninger.
De erindrer, at Nelsons fødder havde været meget daarlige i nogle dage,
førend vi forlod ham; han havde derfor neppe forladt teltet i al den tid, han
han havde været der. En tid havde han ti såar paa den ene fod, men nu var
han helbredet og troede, han vilde være istand til at marschere langsomt.
Den 30te begyndte vi tilbagereisen. Jeg fordelte det meste af læssene paa
manyuema’erne og zanzibariterne, men blev nødsaget til at lade blive igjen
tretten kasser ammunition og syv andre læs, som jeg grov ned, og som Parke
senere vil kunne afhente.
Nelson taalte marscherne bedre, end jeg havde ventet, skjønt han var
meget medtaget ved hver dags ende. Paa tilbageveien satte vi over floden
længere nede og lagde vor vei langsmed høire bred og stødte paa Deres gamle
vei en dags marsch fra araberleiren. Her passerede vi atter flere skeletter;
paa et sted fandtes der tre inden 200 meter fra hinanden.
Den Ste dag, som var den 3dje november, naaede vi araberleiren, og
Nelsons undsætning var fuldbyrdet. Han har allerede taget sig betydelig op,
tiltrods for marscherne, men han kan ikke faa sove om natten, og han er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
