- Project Runeberg -  I det mørkeste Afrika, eller Opsøgelsen og Befrielsen af samt Tilbagetoget med Emin Pascha / Første del /
264

(1890) [MARC] Author: Henry M. Stanley Translator: Charles Antoine Delgobe, Bernhard Geelmuyden
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Gjennem skovene til Mazambonis tinde

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

264 I DET MØRKESTE AFRIKA.
1887
Nov. 6
Indekam
ved sammenligningen med de kjæmpestore søiler og de
høie pillarer og stammer, som i millionvis reiste sig omkring
os, stod vi nu paa kammen af et skovbart bjerg, hvorfra vi
saa ned paa den løvrige verden under os. En følte næsten,
som om det maatte lade sig gjøre at vandre over løvets bøl
gende slette, saa kompakt og uafbrudt var den vidde, der ud
bredte sig yndig bleg og blaanende, idet øiet fulgte den saa
langt, som det var muligt at skjelne; — bort, langt bort til
en afstand, vi ikke kjender, udbreder skovens toppe sig rundt
omkring som et fløielsteppe med forskjellige schatteringer
af grønt, med store røde pletter af blomstrende trær og ikke
sjelden rige rødbrune kredse af blade. Hvor maatte man
ikke misunde glenternes og de hvidkravede ørnes jevne, lette
flugt, som yndig og uden mindste hindring seilede gjennem
den rolige atmosfære 1 Ak, gid vi havde glentens vinger,
at vi kunde flyve og komme til hvile, fri for disse uforbeder
lig slemme manyuemaer! Hvem var det, som ønskede dette?
I sandhed, jeg tror, enhver af os mere eller mindre delte
dette ønske.
Den 7de, da vi gjorde holdt paa bjerget, og manyuema’
erne lagde beslag paa landsbyen og lod vore mænd blive i
buskadset, uværdige til at være i nærheden af disse ædle
herrer, var der et lidet sammenstød mellem Saat Tato («Klokken
tre»), jægeren, ogKhamis, høvedsmanden for manyuema-førerne.
En tid truede det med, efter deres ophidsede tale at dømme,
at det skulde blive farligt. Khamis slog ham i ansigtet.
Begge var høie mænd, men Saat Tato var to tommer høiere,
en god soldat, der havde gjort tjeneste paa Madagaskar og
som sergeant under sultan Barghasch, men som paa grund af
den vane, han havde, at drikke sig fuld den tredje time hver
dag, havde faaet øgenavnet «Klokken tre» og erholdt sin
afsked. Han var en prægtig mand, trofast, sterk, lydig og
en aldrig feilende skytte. Havde han bare faaet tillivs
femogtyve pund mad, vilde Saat Tato paa et vink smilende
have taget fat i Khamis og knækket rygraden paa ham over
sit knæ ligesaa let, som han vilde have knækket et spydskaft.
Jeg iagttog Saat Tato nøie, thi man maa erindre, at jeg
übetinget havde faaet det indtryk, at mine mænds mod var

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 17:27:21 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/morkeste/1/0282.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free