Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Gjennem skovene til Mazambonis tinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
269
DE INDFØDTE I IBWIRI.
os og vekslede et halvt dusin gange om dagen deres hilsener 1887.
med os med «bodo, bodo, ulenda, ulenda». Dog, vore mænd V-.J.°
havde paa de sidste halvtredje maaneder været underkastede
saadanne yderligheder af elendighed, at vi nok kunde have
været forberedte paa, at der ved første leilighed vilde be
gaaes nogle udskeielser. Intet andet korps af niænd i den
hele vide verden, saavidt mig bekjendt, vilde have udholdt en
saadan periode af sult saa sagtmodig, saa resigneret. Ikke
et korn eller en bid af menneskelig føde at opdage nogen
steds, deres kamerater døende i hver leir, eller faldende døde
langs sporet, andre mindre syge forsvindende i vildnissets dyb,
afsindige af sult og overladende det til dem at klare sig, som de
bedst kunde under byrden af krigs-ammunition og bagage.
Eggede af den langvarige sult og af stolt fortvilelse og tabet
af troen paa sine officerer, kunde de godt have grebet sine
remingtons og med en eneste salve dræbt sine hvide anførere,
gjort sig tilgode paa dem, og i et eneste øieblik afrystet ethvert
magtens og autoritetens greb, der saavidt som de kunde
skjønne, kun drog dem ned mod den sikre undergang.
Medens jeg havde ondt af de indfødte, som havde mistet
sine eiendele, da de mindst fortjente det, kunde jeg dog ikke
forjage af min erindring denne lange faste i det strøg af
uhygge og skovvildnis, der strakte sig mellem Basopo-strygene
og Ibwiri, i hvis udkant vi netop nu befandt os, eller folkets
taalmodige lydighed, fraregnet nogle tyverier og smaa kneb,
deres urokkelige troskab, deres godhed mod os, medens vi
holdt paa at suite ihjel, idet de overlod os det mest udsøgte
og fineste af den vilde frugt, de fandt, og deres heltigjennem
modige holdning og ædle forhaabningsfuldhed i modgangens
skrækkelige- dage; alle disse dyder maatte afsvække deres
forseelse, og det var bedst at vente, indtil mæthed og efter
tanke hjalp os i at faa dem tilbage til lydighed og god orden.
Næsten hver eneste eller hver anden mil i denne sultens skov
ensomhed mellem Ihurus og Ituris sammenløb og Ipoto var
bleven betegnet ved deres kameraters døde legemer; der laa
de i det tause mørke, hurtig fortærede af sop og forraadnelse,
og man maatte takke de overlevendes troskab for, at nogen
af dem, der var istand til at afgive et paalideligt vidnesbyrd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
