Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Ankomst til Albert-søen og tilbagereisen til Ibwiri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
336 I DET MØRKESTE AFRIKA.
1887
Dec-15
Albert
Nyanza
en stor mand, og vi er fattigfolk, ikke bedre end slaver.
Om vi vil sælge en kano? En liden kano som denne vil
ikke føre eder nogen vei. Den er kun skikket til’ at fiske
lige ved kysten i et grundt vand som dette. Hvilken vei
komi hertil? Ad Ituri-veien? 0, det viser, at ler slemme
folk. Hvem hørte nogensinde, at gode folk kom fra den
kant? Var I ikke slette mennesker, vilde I have bragt med
eder en stor baad, som den anden hvide mand, og skyde
flodheste ligesom han. Gaa eders vei — der ligger eders
vei.; men naar I gaar, vil I møde folk, som er ligesaa
slette som I seiv, og hvis arbeide det er at dræbe folk. Der
findes ingen føde i nærheden af denne sø eller paa hele denne
slette. Fiskere som vi har ikke briig for jordhakker; se eder
om til alle sider, og I vil ikke finde en åger. I faar gaa
tilbage til bjergene, hvor der er mad for eder — her er
intet. Vort arbeide er at koge salt og fange fisk, som vi
bringer til folkene deroppe og bytter mod korn og bønner.
Denne ø er Kasenya og hører til Kavalli, og det nærmeste
sted er Nyamsassi. Gaa nu! Hvorfor gaar I ikke og prøver
eders lykke paa et andetsted? Den første hvide mand stan
sede en nat i sin baad paa disse vande, og næste morgen
reiste han sin vei, og siden har vi hverken seet ham eller
nogen anden.»
G-aal Det uundgaaelige spærrede alle udveie for os;
thi der er en lov, som vil, at intet, der er værd at stræve
for, kan opnaaes uden møie og taalmodighed. Hvor vi end
saa hen, enhver vei fremad var os spærret, var os umulig
undtagen ved kamp, drab og ødelæggelse, ved at tilintet
gjøre og seiv blive tilintetgjorte. Vilde vi til Unyoro, havde
vi ingen penge, heller ikke varer, der passede for Kabba
Rega. At marschere til Wadelai vilde kun være et unyttigt
sløseri med ammunition, og mangel derpaa vilde sandsynligvis
sætte en stopper for vor tilbagereise og bringe os i den
samme hjælpeløse tilstand, hvori Emin Pascha efter forlydende
befandt sig. Og kastede vi vore øine udover søen, saa blev
vi mindede om, at vi var tobenede væsener, der behøvede
noget, som kunde flyde, til at føre os over vandet. Alle veie,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
