Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Livet i Fort Bodo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•
360 I DET MØRKESTE AFRIKA.
1888,
Feb. 8.
Fort Borto,
negte dem føden fristede dem til at begaa tyverier og saa flengede deres ryg
med kjæppe, og i ettilfælde dræbte en mand (Asmani-bin-Hassan) med spyd.
fordi han havde stjaalet.
Kapt. Nelson ankom i en meget svag tilstand og trængte; til god
næring og omhyggelig pleie. Han besøgte høvdingerne og gav dem smukke
foræringer af gjenstande til et beløb af omtrent * 75, i den bensigt at vinde
deres sympathi; men alligevel vedblev de at give saavel officerer som mænd
liden eller ingen næring; de sagde, at der ingen overenskomst var bleven truf
fét om at forsyne kapt. Nelson, og at alt, bvad de sendte mig, var af deres pure
godbed, da der ingen aftale var gjort af Dem. Jeg bad dem lade mig se den skrift
lige akkord mellem begge parter, hvad de ogsaa gjorde; ligesaa et andet
dokument, skrevet paa arabisk, som jeg ikke kunde læse. I deres akkord med
Dem saa jeg, at de havde lovet at forsyne de offieerer og de mænd, som De
vilde efterlade. Jeg appellerede til dem og gjorde dem forestillinger, men
ikke destomindre gav de os mindre og mindre mad, indtil de tilslut négtede
at give os noget under det paaskud, at de ingenting bavde. Deres ædel
modighed naaede sit høidepunkt, naar de sendte os to eller tre kopper mais
mel til mad for kapt. Nelson, mig seiv og gutterne, indtil der en 6—7 dage
senere atter indtraf en lignende gave. I de syv sidste uger fik vi ikke nogen
somhelst mad fra høvdingerne. Da de saaledes negtede at give os føde, blev
vi tvungne til at sælge vore egne klæder og nogle af Emin Pascbas, samt
otte ekspeditionen tilhørende rifler for at forsyne os seiv og gutterne med
mad. Jeg mindede gjentagne gange høvdingen Ismaili om den samtale,
han havde havt ;med Dem i Deres telt, aftenen før De forlod leiren, da
han lovede at se til og sørge for de officerer og mænd, som De efterlod i
leiren. Skjønt høvdingerne ingen fødemidler bavde at give os overensstem
mende med akkorden, havde de dog altid en hel del at sælge, thi deres hen
sigt var at tvinge os til at sælge vaaben og anununition for levnetsmidler.
Jeg sender Dem en fuldstændig liste over de sager, som kapt. Nelson den
7de november overlod til min omsorg, og alt var iorden, da hjælpetroppen
ankom, med undtagelse af to kasser med Eemington-ammunition og en rifle,
som blev stjaalen af en zanzibarit (Saraboko) og, som jeg tror, solgt til
manyuema-høvdingerne.
Der blev gjort flere forsøg paa at stjæle vaaben, kasser osv. Natten
til den 7de november blev der sat ild paa den hytte, hvori godset var oplagt,
i den hensigt at tåge alting i en fart under den ved branden opstaaede for
styrrelse; dog blev deres haab skuffet, thi kapt. Nelson, som ikke sov, saa
ilden og gjorde allarm netop tidsnok til, at vi i forening med gutterne kunde
faa slukket ilden, førend den naaede bagagen. Jeg fik da teltene opsatte
ifølge Deres instruks, da jeg, af mangel paa hjælp, ikke havde kunnet gjøre
det før. Alle rifler, ammunition, kasser osv. blev pakkede i teltene, af hvilke
kapt. Nelson tog det ene i besiddelse. og jeg det andet. Vi gjorde enhver
anstrengelse for at hindre, at der blev stjaalet noget; ikke destomindre blev
endogsaa kapt Nelsons sengetepper tagne af en tyv. som krøb ind i teltet
bagfra. Ved en anden leilighed nørte jeg en støi ved min teltdør, og da jeg
i en bast sprang ud af sengen, fandt jeg en ammunitionskasse, som netop
var bleven taget ud af mit telt, ti meter borte. Tyven undslap i mørket.
Natten til 9de januar hørte jeg en støi udenfor mit telt, og da jeg havde
en mistanke om, at det var en tyv, krøb jeg lydløst om til bagsiden, hvor jeg
greb Camaroni, en zanzibarit, i begreb med at stjæle en rifle gjennem et hui.
som han havde skaaret i teltet.
Livet i manyuema-leiren var næsten ikke til at udholde. Bortseet fra,
at de sultede os ud, var folkene. deres skik og [omgivelser af det laveste slags,
og paa grund af de hobe af skarn og raadnende plantestoffe, som fik lov til
at samle sig paa stierne og tætved boligerne, var stedet en sand drivbænk
for alslags sygdomme. Kapt. Nelson holdtes i sengen ved sygdom i over to
maaneder, og jeg fik en blodforgiftning med paafølgende rosen, som holdt mig
fire uger i sengen. Under vor sygdom aflagde høvdingerne os hyppige visiter,
men altid med den hensigt at søge at faa noget af det, de saa i vore telte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
