Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Vi begiver os paa veien for at undsætte bagtroppen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
STAIRS’ MERKELIGE REISE. 455
«Samme dag afgik jeg med følge til Ibwiri. 1888.
«Fra den 19de til den 23de, da jeg naaede Farishi, regnede det uafbrudt, jum- 8.
hvorved veien blev tung og bækkene vanskelige at sætte over. Herfrå til™ , g0(
Ipoto havde jeg slem feber dag efter dag, og da der ingen var til at bære
mig, maatte jeg marschere en fem—syv mil om dagen. Det stadige regnveir
og de slette veie bavde i høi grad nedstemt folkene, nogle tvilede endog paa.
at der var hjælp længere fremme. Kom til Ipoto Ilte april og gik derfrå
den 13de, og efter at have lidt endnu mere af feberen kom jeg hertil den
26de april. Alle var glade ved at se fortet. Dualla, somalfen, maatte jeg
lade blive igjen i Ipoto. Tam, en forhenværende æseldriver. rømte paa veien.
Af invalidtoget (aeksogtyve) var de ti døde. Kibwana døde ogsaa af brysteyge
i leiren ved Mambungu. Af seksogfemti invalider bar jeg bragt fjorten ilive
til fortet.
«Da jeg naaede Fort Bodo, fandt jeg, at De var gaaet for saa længe
eiden, at jeg ikke trygt kunde følge Dem med de faa skyttere, jeg bavde at
raade over, og jeg forblev saaledes paa denne station og meldte mig hos kapt.
Nelson, som De havde anbetroet kommandoen i fortet.
«Oversvømmelser, regn, feber og andre sygdomme har været aarsag til
vor store forsinkelse, og de blandt os. som i det hele var i god stand, følte
bittert skuffelsen ved at være ude af stand til at indhente Dem.
Jeg har den ære at være &c.
W. G. Stairs,
løitnant, af de kgl. ingeniører.
Til H. M. Stanley, Esq.
Over tilstanden hos besætningen i Fort Bodo var der
kun lidet at klage; de folk, som havde såar, var ikke blevne
værre, om de end ikke var i bedring; de blodfattige ofre for
manyuema’ernes mishandling i Ipoto havde maaske vundet en
smule i vegt; de kronisk dovne og skulkesyge var endnu
til for ved sit ynkelige udseende at minde os om, at de ikke
passede for den lange og fortvilede vandring, vi endnu havde
for os. Alt dette var vi forberedte paa. Den lange reise til
Yambuya og tilbage, 1070 mil (1720 km.), kunde aldrig fuldføres
af modvillige mænd. Det maatte være frivillige, der ansporedes
af interesse og tilskyndedes ved bevidstheden om, at naar
denne ene opgave var løst, saa vilde skovens elendighed,
hungersnød, fugtighed, regn, mudder, mørke, planteføde og
giftige pile, altsammen være ting og sorger, der tilhørte
fortiden; og saa derpaa græslandets glæder med himmelsk
lys, den fulde dags lys og varme, græsset bølgende for den
forfriskende bris, den trøst at vide, at himlen er over en,
og jorden foran en endnu fuld af glad liv, glødende af alt
godt og blidt. 0, gode Gudl lad denne dag snart oprindel
Men kan sorte mænd, «slige dyr», «niggere», «sorte djævle>
føle saaledes? Vi skal faa se.
)
Man havde allerede faaet ind en høst af mais, som var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
