Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Ankomst til Banalya; Barttelot er død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
485
VORE ILBUDS BERETNING.
antal og anfaldt os snart ved fuldt dagslys, snart i mørket, 1888.
som om de havde besluttet at gjøre ende paa os. Hvorfor Aus- 11
–de skulde vise saa megen tapperhed ligeoverfor os, medens
de havde vist sig saa krysteragtige, da vi reiste opover med
Dem, kan jeg ikke sige; det maatte da være, at vore røm
linger, der kom nedad floden i halve dusin ad gangen, maa
have givet hedningerne anledning til at gjøre sig bekjendt
med smagen af zanzibarisk blod, og at de saa, da de havde
været saa heldige ligeoverfor rømlingerne, har indbildt sig
at kunne vinde bugt med os. Men da vi kom til den landsby,
hvor De nu er leiret, var der kun elleve af os, der duede
til noget; alle de andre var daarligeaf såar, og en var rent
hjælpeløs; og snart efter vor ankomst begyndte kampen for
fuldt alvor. Folkene fra den store landsby hinsides forenede
sig med Bandeyas indfødte, floden syntes at vrimle af
kanoer, og buskadset omkring denne landsby yrede af ind
fødte. Efter en times kamp, i hvilken tid mange af dem
maa være bleven dræbte, thi de var i saa store hobe, især
ved floden, lod de os i fred. Vi benyttede os deraf for, saa
godt vi kunde, at befæste de faa hytter, som vi havde valgt
til kvarter for natten.
Da natten faldt paa, satte vi skildvagter ud som sed
vanlig, saaledes som De og løitnant Stairs og Ugarrowwa,
alle havde paalagt os at gjøre, men vore skildvagter maa,
trætte af arbeidet og pinte af bekymring, være søvnede ind,
thi det første, vi saa, var, at de indfødte havde revet ned
vor zeriba og trængt ind i leiren, og et vildt skrig fra en
mand, der fik et dødeligt spydstik, vækkede os, og vi fandt
dem midt blandt os. Hver greb sin rifle og fyrede paa
den, der stod nærmest, hvorved seks faldt døde om ved vore
fødder. Dette lammede dem en stund, men vi hørte en høv
dings stemme, som sagde: «Disse mænd er løbne bort fra
Bula Matari. Ikke en af dem maa leve.» Da kom de fra
flod og skov i tætte skarer, som belystes af vore geværers
ild, og deres store antal lod til en kort tid at skræmme de
bedste blandt os. Men da skreg Lakkin, som aldrig er saa
spøgefuld som i farens stund: «Disse karle er komne for
at faa kjød — giv dem det, men lad det være kjød af deres egne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
