Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Ankomst til Banalya; Barttelot er død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
486 I DET MØRKESTE AFRIKA.
1888,
Aug. 11
Bandeya
folk», og da greb de saarede og alle mand sine rifler og tog
sigte ligesom paa en skive. Jeg kan ikkesige, hvor mange
der faldt; men da vore patroner begyndte at svinde, løb de
sin vei og lod os tid til at tælle de døde omkring os. To
af vore mænd svarede aldrig mere paa tilraab, en tredje,
Jumah, Nassibs søn, raabte paa mig, og da jeg kom hen til
ham, fandt jeg, at han holdt paa at forbløde sig. Han havde
netop kraft nok til indstændig at bede mig om at opgive
reisen. «Gaa tilbage», sagde han. «Jeg giver dig mine
sidste ord. Gaa tilbage. I kan ikke naa majoren, derfor,
hvad I end gjør, gaa tilbage til Ugarrowwa.» Efterathave
sagt dette, drog han sit sidste aandedræt og faldt død om.
«Om morgenen begravede vi vore egne folk; udenfor
vor zeriba var der ni døde indfødte og indenfor seks. Vi
kappede hovederne af ligene og lagde dem i en hob, og saa
holdt vi raad om, hvad der var det bedste for os at gjøre.
Sytten of os var ilive, men der var nu kun fire, som var
fri for såar. Jumahs sidste ord klang ogsaa som advarsel i
vore øren, og vi bestemte os til at vende tilbage til Ugar
rowwa. Det var lettere sagt end gjort. Jeg vil ikke trætte
Dem med enkeltheder, — men vi mødti den ene møisomme
lighed efter den anden De, som var saarede før, saaredes
atter af pile, de hidtil usaarede slåp heller ikke fri, ikke en
eneste en undtagen mig seiv, som ved Guds naade endnu er
hel. En kano kantrede, og vi mistede fem rifler, Ismailia
blev skudt ihjel ved Panga-faldene. Men hvorfor skulde jeg
sige op igjen, hvad jeg allerede har sagt? Vi kom til
Ugarrowwa efter treogfirti dages fråvær. Der var nu kun
seksten af os ilive, og de femten var saarede. Lad arrene
efter disse såar fortælle resten af historien. Vi er alle i
Cruds haand og i Deres. Gjør med os, hvad De synes. Jeg
har talt.»
Blandt dem, der for første gang hørte beretningen om
disse rædselsfulde lidelser, var der neppe et tørt øie. Taarerne
randt i strømme ned ad mangt et ansigt, og dybe sukke og
udraab af medynk hørtes fra de medfølende hjerter. Da
taleren havde sluttet, og førend min kjendelse var afgivet,
styrtede man hen til ham og strakte hænderne ud for at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
