- Project Runeberg -  I det mørkeste Afrika, eller Opsøgelsen og Befrielsen af samt Tilbagetoget med Emin Pascha / Første del /
522

(1890) [MARC] Author: Henry M. Stanley Translator: Charles Antoine Delgobe, Bernhard Geelmuyden
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX. Bagtroppens bedrøvelige historie

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

522 I DET MØRKESTE AFRIKA.
1888
August.
Banalya
Hotel Windsor,
New-York City,
13de febr. 1890.
Den 14de august 1887 ankom Troup, Bonny og jeg med mandskabet og
læssene fra 80lobo til Yambuya. Vi fandt, at man siden Deres afreise den
28de juni 1887 intet havde hørt fra Tippu-Tib, og at majoren og Jameson
havde benyttet tiden til at faa oplagt brænde til dampskibet. Ettermiddagen
efter vor ankomst angreb en manyuema-flok den midlertidige landsby, som
høvdingen Ngunga havde bygget hinsides floden, lige nedenfor strygene.
Bonny og jeg satte over i en kano for at opdage, hvem de var, men det lod
til, at de øieblikkelig forsvandt i skoven, saasnart de saa vor dampbaad lig
gende ved vor leir. og at de vendte tilbage til sin egen leir. som de ind
fødte fortalte os kun var nogle timers marsch høiere oppe. Næste dag kom
manyuema’ernes høvding Abdallah med nogle faa ledsagere til os og berettede,
hvorledes Tippu-Tib havde, sit ord tro. sendt omtrent 500 mand til os i
kanoer under Salim bin Mohammed, men at de havde mødt meget fiendskab
hos de indfødte, og at de, efter i flere dage at have roet uden at se tegn til
vor leir, havde opløst sig, hvorfor Salim havde sendt sniaa afdelinger af
nianyuema’er i forskjellige retninger for at forsøge at opdage. hvor vi var, og
Abdallah forestillede sig seiv som høvedsmand for en af de flokke, der var
sendte for at opsøge vor leir. En anden fortolkning af historien for at for
klåre de 500 mands opløsning paa veien til Aruwimi var den, at deres amrnu
nition havde sluppet op, og at de indfødte viste sig for sterke i forhold til dem.
Abdallah forsikrede os om, at Tippu-Tib var ganske villig til at skaffe folk,
og at vi, da Stanley Falls jo kun var i faa dages afstand, seiv let kunde gaa
did og besøge Tippu-Tib, at han seiv (Abdallah) var rede til næste dag
at ledsage os og være vor fører.
Majoren instruerede Jameson og mig til at begive os til Stanley Falls.
Der fortalte man os igjen den samme historie, hvorledes Tippu-Tib havde
sendt os et stort antal mænd, men at disse havde opløst sig ved Aruwimi
fioden. fordi de ikke var istand til at trænge gjennem nogle folkerige lands
byer, hvor de indfødte havde angrebet dem og drevet dem tilbage, da de
manglede krudt. Tippu-Tib erklærede sig villig til at skaffe mændene, men
sagde, at det vilde tåge nogen tid at samle dem igjen.
Da henimod 600 værdifulde læs laa oplagte i leiren ved Yambuya, og
vi kun havde arbeidsdygtige folk nok til at bære 175. ansaa vi det for bedre
at bevare læssene i leiren, hvor der var overflødigt af levnetsmidler til folkene,
indtil den af Tippu-Tib lovede hjælp ankom dertil, end at kaste bort en del
af læssene og gjøre tredobbelte vendinger; thi vi var alle overbeviste om,
idet mændene endogsaa rømte fra leiren, at mange af vore folk efter faa dages
marsch vilde rømme og slutte sig til de arabiske skarer af waswahili- og
manyuema-plyndringsmænd, som vi saa gjennemstreife landet i alle retninger,
og hvis frie, utvungne levesæt gjorde vore mænd misfornøiede med deres egen
lod og fristede dem til at rømme fra os for at følge sine landsmænd. Vor
befahngsmand, majoren, var seiv indtaget mod zanzibariterne og savnede den
fornødne indflydelse paa dem.
Tippu-Tib blev ved at hale tiden ud, og imedens sygnede og døde et
stort antal af vore zanzibariter, hvoraf mange alt fra begyndelsen af led af
organiske sygdomme og anden skrøbelighed De var altid i arbeide, og aar
sagen til deres død kan ikke henføres til uvirksomhed. Som fatalister, gav
de sig over uden anstrengelse, thi Bwana Makubwa med deres kamerater
var gaaet i den mørke skov, hvor den almindelige tro var, at de var gaaet
tilgrunde. Seiv fandt de« at der ikke paa nogen maade kunde gives dem
nogen udsigt til at vende tilbage i il fedrelandet, undtagen ad den død
bringende vei gjennem skoven, og idet de betragtede situationen som haabløs,
gav de tabt og døde.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 17:27:21 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/morkeste/1/0540.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free