Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Ankomst til Fort Bodo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HUNGEB SNØD-LEIREN. 67
1888
Dec. 15.
Hungers-
nød-leiren.
vilde vi komme tildasse i kuldt lsd. imidlertid i^ud
om tlMp! Nan er den 6N6Bte, 80M kan FIV6 den!»
Klokken et om eftermiddagen drog vi afsted paa vor
35 miles tilbagemarsch til Ngvetza, 65 mZend og gutter samt
12 kvinder. Vi vandrede til nattenB frembrud, og kastede
os Baa ned paa jorden i grupper, hver under sin busk, taus
og fordybet i sine egne tanker. Det var mig umulig at
kunne sove, at faa denne salve for en saaret sjæl. Der
dukkede alt for mange minder op, fremstod alt for mange
døende skikkelser og fyldte min indbildningskraft med rædsel
i det 6vt)6 mørke; de stive skikkelser, vi havde seet liggende
langs under vor vandring den foregaaende dag, var formeget
til straks at kunne glemmes. Stjernerne med deres kvægende
skin var usynlige, de Btakk6lB sjele rundt omkring mig var
for nedtrykte til at kunne andet end udstøde fortvilelsens
sukke; der var ingen ild, intet at koge, og jeg var übe
skrivelig ulykkelig. Feberlandets rædsomme former stirrede
Ud at b3klmsrk6t, grinede og skar anBisst6r, danB666 omkring
som lygtemænd og sendte en hviskende lyd md i mine øren.
Tinden ligesom stønnede i trækronerne og syntes at sukke:
«I^ortadt! tortabtl Din sorg og dit stræv er forgjæves; den
ene dag bliver sørgeligere end den anden, tapre mænd
drager sine sidste sukke, mand efter mand vil være hjem
faldne til død og forraadnelse,» og en djævel syntes at hviske
mig i øret: «Det er bedre at gaa til den evige hvile, end
længere at tænke paa al denne elendighed.»
«Allah ho Akbar,» lød det gjennem mørket tra en
synkende mand. Det gjenlød i det tauB6, tykke mørke, og
som et ekko svarede min sjæl: «Gud er stor. Skulde en
NOBI6N minde en kristen om nanB Gud? I folk, I daarer,
naar vil I blive vise? Han, som har dannet øret, hører
nan ikke? Han, som har skabt øiet, ser han ikke?» Med
et kom bedre tanker i min sjæl, øiet stirrede ikke længere
ud i mørket, tanken vendte sig indad for at erindre tid
ligere naadesbevisninger ved denne eller hin længst glemte
anledning; den ene erindring fortrænger den anden, indtil
hjertets haardhed er brudt, og vi lægger vore sorger frem
for den store forløser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
