Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII. Central-Afrikas store skov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76 I DET MØRKESTE AFRIKA.
1888,
December.
Skoven.
Paa begge bredder var der fuldt op af gamle rydninger og
forladte bosteder. Floden var den eneste færdselsvei, og
kun ved den mest ihærdige hugning kunde man komme frem
i skoven.
De rydninger, som for mindre end et aar siden var
blevne opgivne, fremviste sande vidundere g.t plantelivet i
dets uovertræffelige frodighed, forvildende forskjellighed af
arter og forbausende kraft. Hytternes forkullede stolper var
bleven bærestøtter for slyngplanter, hvis friske grønne snart
dækkede ødelæggelsens vederstyggelighed, og enhver gjen
staaende stub var bleven bæreren at en hel IsvdM6 eller
stod der som en søilestump i en ruin. Disse stubber var
ofte indtil 20 to6 bsi6 og stod der to og to, og det kunde
dahænde, at rankerne var voksede over fra den ene til den
anden, saa at de dannede en skyggefuld bue, af og til flan
keret af to grønne taarne, saa at de saa ud som levningerne
af en gammel FotdiBk portal, og manF6iiss3,iiT var det vanske
ligt nok at begribe, hvad der kunde støtte en saadan masse
at fine ranker. Og alt dette var oversaaet med skinnende
hvide eller purpurfarvede blomster. De gamle, afblegede
kjæmpestammer med deres mægtige tørre grene var atter og
atter dækkede at grønt, der i talløse fryndser bevægede
sig i vinden som et uhyre teppe.
Saalænge vi var sammen med folkene paa marschen eller
i leiren, indbed lyden af stemmerne ikke til at give vore
følelser for skoven næring. Der led vi altformeget af sult,
saavelsom at de evige anstrengelser og at spændingen, der
satte vor sindsro og taalmodighed paa en haard prøve. Vore
Klse66r, som var gode nok i det aabii6 land, gav os Q6ii6ril^6
nogen tilstrækkelig beskyttelse mod underskovensnærgaaenhed.
Men fjernede vi 08 kun saavidt fra leiren, at al lyd derfra var
forsvunden, og kunde vi saa forjage tankerne om alle vore
uheld og bedrøveligheder, blev vi aldeles oveiTældede at
skovens majestætiske storhed. Vore stemmer gjenlød i et
rullende ekko, som var det i en uhyre domkirke, og man
følte sig knuget at dens vild6 6ikndoinin6ii3N6d og det halv
mørke, som det udestængte sollys frembragte, underlig grebet
af følelsen at forladthed, idet man saa sig rundt om for at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
