Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVIII. Til Albert Edward Nyanza
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248 I DET MØRKESTE AFRIKA.
1889
Mai 27
Ugarama
x
866t BaaN6ss6t regn, og de troede, at vi havde gjort regnen
for lettere at kunde nnde folkene etter deres todßpor i
veiene. ve sagde ogsaa, at de først havde taget os for
varasuraer, men den store mængde ai dyr, som vi liavde
med, viste, at vi ikke kunde have taget dem fra avambaerne,
som ingen havde. Da vi fortalte dem, at vi havde taget
dem fra folk, som erkjendte Kabba-Rega for deres over
hoved, sagde de: «Ja vi6Bt6 vore folk bare dette, vM6 de
bringe eder altmuligt.» «Godt, I skal gaa hjem og fortælle
dem, at vi er venner af enhver, som ikke spærrer veien
for os. Vi 3aar til et langt dortli^F6n66 land, og da vi
ikke kan flyve, maa vi følge landeveien, men vi gjør aldrig
dem skade, som ikke hæver spydet eller spænder buen.»
Den 28de gik vi fem mile over en række stier og tværs
over <Ivd6 kløfter, kun faa yards brede, men 200 tod op og
ned samt med saa bratte sider, at vi dels gled, dels klatrede
ved hjælp af trær og slyngplanter, alt under stadig dryp
pende regn. De raadne bananstængler og frugter udbredte
en væmmelig stank.
Den næste fire mils dagsreise bragte os til Butama paa
en ganske anden slags vei uden Bslenuller, mudder og
kløfter, en ypperlig vei, bred nok endog for en europæers
skrævende fødder. Det sandige ler opsugede straks reinen,
det stive røragtige græs stod derhos paa faa undtagelser
nær tyndt nok, og elefantflokke havde stampet jorden fast.
En gammel, hvidhaaret mand, der var for svag til at
flygte, afventede sin skjebne i Vutaina. Paa vort spørgs
maal svarede han, at snefjeldet, som nu hang truende lige
over os i uhyre høide, kaldtes Avirika, Aviruka, Avrika,
Avruka og Avuruka, saaledes lød det efter vor gjentagne
ivrige spørgen paa grund at ligheden med Afrika. Paa de
smaa vatvaer var han yderst forbitret. Han beskyldte dem
for at være overmaade troløse. De pleiede at slutte venskab
med nsvdinFerne i tru^tbare Btrs^ ved KMv at list og
falske løfter, og saa trods blodbroderskabet ved given leilighed
pludselig at falde over dem og ødelægge dem.
ven 30te naaede vi Vukoko etter en let nre tiinerß
reiß6, idet vi vandrede nen over en 2ad teraßß6, dannet at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
