Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
M
laa dødsi)g, ozj ønskede saa inderlig, endnu een-
gang for sit Endeligt at tale med ham. Da var
igjen al Sang sorstummet i hans Bryst. Bedø-
vet af Sorg reiste han striir afsted til fin Fødeby.
Jeg vil ikke skildre de Seener, der forefaldt
ved hans-« Faders Dødsleie. Man tro ikke, det
kom til vidtløftige gjensides Forklaringerz de for-
stode hinanden uden mange Orde-— som da over-
hovedet Naturen ret synes at spotte os derved, at
Menneskene først i de sidste, kritisk-e Øieblikke til-
fulde forstaae hverandre Men Ioseph følte dog
sit hele Indre sonderrevet. Heins Sekstre vare i
den sørgeligste Tilstand; to af dem havde ført et
slet Levnet, og varellobne bort; den»Ældste, «til
hvem han altid sendte Penge, havde ødt det Meste,
og ladet Faderen lide Nod. Nu saae han Fade-
ren døe for sine Øine: ak! hvor skrækkeligt følte
ban sit arme Hjerte gjennemboret. —- Han sørgede
for sine Sødskende saa godt. han kunde, og vendte
atter tilbage til sine Forretninger
Han skulde til deri forestaaende Paaskefest
eompoitere en ny Passionsnnesik, hvorpaa hans
misundelige Medbeilere vare meget spændte. Men
saa ofte han satte sig til Arbeider, styrtede hede i
Taarer over hans Kinder; han kunde ikke redde
sizj af sit Hjertes store Ned. Han var dybt ned-
tonget af Livets Byrde. Endelig reiste han sig
med Magt-; han skrækkede, med hellig, brændende
Længsel,’ sine Hænder mod Himmelen, , fyldte sin
Aand med den høieste Poesie, og i en forunderlig
Liiegeistring, meer stedseunder heftig Sindsbevæ-
gelse, net-skred hiin en Passionsmtisik, der, med
fiin hiertegribende, jordisk Lidelse og «birnnrelsk
Haab aandendefMelodien evigvil blive et Mester-
sioiie. HanssSjael var som en Syyg, der i en
forunderlig Paroxysme viser stor-ere «St1)rke, end
» den Sande «
.Men eftemt han i Kirken, paa Heitidsdet»gen,x
i den· heftigste Spænding, havde opfort Oratoriet,
-.—. seire han sig ganske mat og afkroeften Eet Gysen
( zier’’ med Dødens iinelse gjennem alle hans Ner-
ad ,
—- ver3 —- han sygnede i nogen Tid, og døde ikke
længe efter i sit Livs Vaar. —- ——— ,
Jeg har skjaenket’ ham mangen Taare, og jeg ’
bliver heel’’ underlig tilmode ved at gjennemgaae
hans Liv. Hvorfor vilde dog Himlen, at Kampen
mellem hans ætheriske Enthusiasme og denne Ver-’««
dens Elendigl)ed skulde gjøre ham saa ulykkelig hele
hans ’Liv igjennem, og tilsidst ganske forstyrre
Harmonien mellem hans Aand og Legeme.l · -
Vi kjende ikke Himlens Veie. —- Men lad
os beundre-? de mange ophøiede Væsener, som Him-
len har fat i Kunstens Tjeneste jher paa Jordett.
En Raphael frembragte i barnlig Uskyl-
dighed de aandrigste Værker, hvori vi skue den
hele Himmelz —- en Guido Retti, der førteket »
saa vildt Spillerlevnet,szskabte de yndigste,— helligste
Billederz ——— en Albrecht Diirer, ren·simpel
niirnbergsk Borger, dannede, med utraettelig Flid,’
·i det samme Kammer, hvor hans flette Kone dag-
lig troettedes med ham, heel ’sjoelfulde Kunstværkerz
—- og Josepi), i hvis Værker ligge en saa-j
hemmelighedsfuld SijonlJed, var forskjellig fra
alle disfel —3—— Akl at hans glødende Phantasie
’’skulde foeroere ham? —- Var han maaskee mere «
«"f«.»»sk«abt til at nyde, end til at ndnve Knastens’
——————s Ere demaaskee lykkeligere dannede, i hvem
Knastens Gettirts lever stille og hemmelig, og
ikke forstyrrer dem i deres Handlen paa Jor-’
dens Og maa ogsaa den Høitbegeistrede, modig
og stærk«, indvaeve sine himmelske Phantasier, som
en fast Jslæt, i dette jordiske Liv,- naar han vil
være en ægte Kunstner? ——z— Ja, erjmaaskee denne
ubegribelige Skaberkraft overhovedet ikke noget
ganske Andet, og ————— som jeg nu synes —- noget
endnu Forunderligere, endnu Guddomrneligereend’’’’’
Phantasiens Kraft? ——— » » «
Geniet er og bliver Mennesket en evig Ga»ade,»,
der faaer ham til at·svimle, naar han vil ude’
grunde dets Dybde, —- men ogsaa, som alt Stort
i Verden, evig en Gjenstand for den høieste Be-
undring——— — " «
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
