- Project Runeberg -  Musikalsk Tidende, redigeret, i Forening med nogle Kunstvenner /
147-148

(1836) Author: Andreas Peter Berggreen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

U? sz

,,Pahl Fordi han har denfalske Patriotisme,

ikke at ville tilstaae, at hans Landsmænd ere over-: - ·

gaaede i Compositionen af os Tydskere. —- Knn
eett Ting gjør mig usikker: Httn lader virkelig ikke
sin Datter synge andet, end Rossini, Mereadante,
Caraffa og hvad a le– de Folk hedde «

. »Men hun synger det vist med Uvilliel« ud-
brod Julius levende

. ·,,Nei tvertimod , Ven,
af andet at sige. Hun har en Klokkestemtne, en
fand"Se-lvtone",’ og gjor Lod og Triller som en

længere, » end en Sextendede—el.« .
» «,,Umuliszgt!« raabte Julius. «Hvorledes kunde
denne henrivende Skabning, disfefjaelfnlde Øine
lyve saaledes? Hun, i hvis· Træk den dybeste

Følelse maler sig, skulde have en saa fcrd Smag,"

en saa overfladisk Sjæl?!«

« »Lille Ven- De er io Fyr. og Flamme! Har
Ninas smukke Øine kastet sine brændende Straaler

saa dybt ind i Deres Hjerte2
kostelig OpdageleE«« · «
» Og dermed hoppede venter- Mand,·rtl Siden,
sprangshen foran szInliusog aned sine Hænder,
som orn’ han var nde as sig »selv"af«Glæde. Men
vor Ven rødmede stærkt, halv beskæmmet, halv
fortryde ig, og svarede endelig temmelig forvirret:

,,Oe gjor dog næsten for raske Slutninger, Hr.’

Heissenheimerz det er io neppe to Timer siden,

jeg lærte at kjende den unge Pige, og har kun

seet hende i Maaneskinnet ganske flygtig «

,,Og dog i denne Fart gjort den Bemærk-
ning, at hendes Oises spsjoelfnlde Udtryk ikke tilsteder
den sjælelese Fadhed i hendes’ Smag-i, faldt Hers-
senheimer ham leende , i Ordetz ogsnu dandsede
han omkring i Maaneskinnet ’medsde snnrrigste

Spring, og kastede endog sin Hat e·ngang· »i»Veiret,-s

idet hanraabte: »Hnrral dets nnge Par level«

»Endstjondt Julins’ solte zsig truffensz«» knnde

han dog ikke bare sig for at lee, tog sagdeendelig:
«Oa deri Teinke, at see mig forelsket,« foraarsager

hnn vil slet ikke’ vide l

Det er jo en

» ikke noget Lys i Værelserne.’» " I

( sjetfucdc Øie-,
Andagt, lænede. hans sig« til Stammen afsen,:Lind"-z »
som »dunkelt»» overskyggede ham med sinespmnrke
Grene,» » ndett szat han behøvede at: tabe «sd—er af.

’Dem saa megen Glæde, vil jeg nni lade Dem
» blive i, Troen og ikke længer modsige Dem."

,,Vilde heller ikke Bytte noget-C svarede Hens-
senheimer med Latter z ,,De skal nu engang elske,
og være fordømt til at aergre’ Dem over Deres
Elskede; det forudseer jeg, og derfor er jeg i saa
godt Humeur-. —————— Dog her er Frederiksgadenl

! Nu gaaer Deres Vei til Høire, min til Venstres
DNU god Nat,

unge Amrlndol« Derpaa rystede

mod den Halliske Port, idet han nynnede:
Nattergalz men-s·h"nn«hader enhvers Node,g der er ,

,,Den Mand , som Elfkovs Ild VEHETEV—«

anlins,’ noget forundret over denne pludselige
Afbrydelse, saae endnu en Tidlang efter den lille
Mand, hvorledes han bevægede sig frem paa den »

» maatteilare Vei som en sort Streg,· der endelig

svandt ind til en Prik, og»endelig forsvandt i
Maanelysets solvagtige, taagede Luft, som· lod

! den uendelig lange Gade tabe sig i et ubestemt

Oæmringslys.
Nedsunken i Tanker vilde Julins maaskee»

· endnn længe være bleven staaende saaledes, »dersgm4

! ikke ; fjerne Toner« af en qvindelig iStemmes Sang !
havde vakt hans Opmærksomhed.« —«
Mainats Stilhed trængte de veemodigt tryllende

J ! den-» duftende
over til ham. De » loifkede, ligesom Sirenernes
Sang; Yhanspgik næmere og nærmere-, og endelig
stod han lige overfor Capelmesterenss»·Hnns.» ,.,To»-«»
nesrne»»kom· —- han kunde ikke’ længer tvivle derom
—- ndaf Vindneme i dennes Boligz dog- saae han «
den hel»»»e»Række·
af disse kstode Vinduerne aabne z» derfor tabte han
end ikke denmindsteTone, endskjondt han ikke
tydeligt kunde skjelne, i hvilket Værelse Smiger-
inden befandt sig. ,,«Oet er hende-S » tænkte han;
,,det er hende selv, den Skjenne», med dettetxsnvsrkgs
og for at lytte medsxttforstyrret

Mc1»anenss» belyste Vinduer af » Synet-»n Det syntes

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 17:34:26 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/musiktid36/0083.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free