Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205 s-
Foerdighed og.Si-kk«erhe»d, men uden den Begeistrin-
·. uden den dybe Kjærlighedens Smerte,
hvoraf den er «»gjennemtraength indtil-· den mindste
gens Ild,
Node. —. Derpaei» bad-han om den herlige Daet «
·— Ogsaa dertil var hun , villig, »
af «,,Bortførelsen«i.
men-foredrog·den,- som-. d»·enzxførstze,.k —- Nu gik
Julius med’ et Slags-Egensindighed videre, fordi
han saa gjerne vilde koegge til«Msodsigelse»· og slog
Onettenxaf’ Fideliso ;op: »,,O«·jnamenlose Freude««.
Ninak saae smilende paa L·ham, som om hun-»«vi»lde»
sige»x ,,J Dag er jeg dog taalmodig sog føieligzsn0k««»r
og sang — men saa aandløst, at»Julius nær
havdeafbrudt.«·"« Idet ’mindstejckunde hspanr neppe»
synge- sin’ egen Stemme safjindre»ss»Vredezzog For-—-
trydelsee «««Med»sat»irisk Uvillie««s,» der’ aabenbart steg
tiltzens stor»Ur·etsaerd«ig»heds mod» Nina,s»»· spurgte»»han
»hc»ndc»:»–,-,Skaae vi- keec- heller «synge»»ekx»« Dasctszaf
Vk»aagsi»nig·-. —gk ,,Ja,«»— det vare oss-sagde Maa
fornøiet.: — ,,Fra vallj, fra boschi, min muntre
Fader-lill-
Nodeskabet, og sogte flittig efter det meget brugte
Nodehefte.;
— Itilius støttede Hovedet paa Haanden, og .
Han følte ,ve»l,» at
saae stift paa Tangenterne.»
han gjerne kunde have ’grredtz men’ Fortrydelsen
lod hamxikke komme’ dertil. »———·—» Nirm var vendt
tilbage .medzHeftet, saae længe stille- oggfrygtsom »
paa ham, og sagde endelig blidt: ,2,Nei,»det»er
bedre szvi ikke synge-; csjeg seer »»n»»ok,«zOe»-«gjør det
ikke gjerne. .Men førendx·«Oe atter’ bliver saa hef-
tig; somspi Gaar,’ saa lad os heller høre opl’4 at.musi-
cere, og gaae over; ig mit Værelse for at’ drikke
Jeg hari Oaggjort,’’ hvc1»d jeg kunde, for I
Thee.
at behage Dem; men-’ jeg. seer det-er forgjevessz
De vilddg sikke blive tilfreds-. medining —-
Ord,«» som hun sagde med ssynlig indre Krænkelse
og B-edrøvelse, bevægede Julinss,«» og vistnok-havde
han nu ladet sin Følelse komme til et afgjørende
Udbrud, dersom han’ ikke havde troet at træffe
·Caroline ovre i Ninas Værelse, hvor hun ofte var
beskæftiget med qvindeligt Arbeide. Han svarede
derfor paa disse blide Ord kan: ,,Ia, i Sandhedi
Og dermed hoppede hun glad hen til "
Disse
« raa
de,t——-v»il.være bedrezz ».jeg» kan ikke sigezDem,. ’hvor
ugjernejeg endnu vilde høre noget andet efter den
sidste Ouet, vi have snngetiii . ·
Nina tav hertil, og de gik derover. »
Caroline var virkelig beskæftiget der, som
Julies formodede Han saae betydningsfuld paa
hendez det forekom ham som om hun mærkede
det, og søgte at nndvige hans Blik. Nina gjorde ·
sig paa enhver tænkelig Maade uendelig Umage for
at indlede en Samtalez men Iulieis var og blev
saa adspredt, at alle hendes Forsøg sttandede
Endelig gik Caroline for at besørge Theen.
Idet hun forlod Værelse-t, bemoerkede Julins hos
sig selv: ,",Sandt" er det, hendes Træk synes ikke
»»at sige megetz ja, for den rolige Betragter synes
hun næsten aandlos i Sammenligning med Ninas
-Leofas1dh«ed — og arrangere-. · Mcn«"- hvo- " udtrykker
ikke hendes dybe’ Gemyt sig selv i hendes tilsyne-
ladende ubetydelige-Træk, naar manO først erind-
vieeehendes Sjæls Hemmelighed! O-,«:dee giv-os
ti·lvisse’en ubedragelig Physiognomiiz 41istiknshindre
Ynaksten altid andresandselige Lidenskaber,7der«—blænde
og skuffe vort Øie», os iat loe»ses««dens fine, aan-
digesp Skrift. Derfor ’synes’ YNina’ "ssoelfnidere og
eiandrigere,"’’ fordii vi lade os vildlede as » det Bedrag,
hendes Dannelse spiller vore grovere Sandser,————
Caroline derimod ligegyldig og kold, fordi vore
Sandser ikke pirres ved noget hos hende Men
vel mig, at jeg har erkjendt det Bedreili
» Caroline bragte Theen, og fjernede sig derpaa
atter-; dog havde hun, ,Julinsmoerkededettydeligt,
’forstaaet hans talendeyBliK 3 og befvaret dem ved
en bly Nedseenken af Øinene. Allerede følte han
sig lykkelig ved den Tanke, at byde hende sitr
Haand og udrive hende as et Forhold som slet
ikke svarede til hendes Aands og Hjertes Egen-
» skaben
. Nina beklagede sig ikke over sin Bens paa-
faldende Adspredthed, men syntes dog at vaere smerte-
ligt krænker Ved hans Opfecsc1. Han naa-rede
Theen, og bød ham den med Ynde og Venlighed-
Med ’inderlig Sorg betragtede Inlius den skjonae
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
