Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2–lc:k
Der erklærede
hans Onkel ham, at nn maatte hans Understøt-
telse ophore, fordi han nu var i Strtnd til at
hjælpe sig selv, og han (Onkelen) ikke kunde for-
svare det for sin Samvittighed, naar han forrin-
sitetet, for at studesre Theologie.
gede sine egne Borns Arvepart til Gunst for en -
Fremmed– Saaledes drog Edmnnd til Univer-
sitetet i L., hvor han saae sit Udkomme ganske
overladt til Tilfældet. Med en Kassedeholdning
af nogle faa Rigsdaler ankom han til L. For
Pengematigel var han allermindst bekymret; thi
han felte llngdomslr)st og Kraft hos sig ,« der let »
trodser ydre Hindringer; og Befrielsen fra Trykket
i Onkeletts Huus havde givet ham en Folelse af
Frihed, som naar En, der lamge har stonnet under
en tung Byrde, pludselig bliver skilt ved "den. Fra
den Tid af give hans Dltgboger og de opbevarede
Breve det nødvendige Lys. Det kommer ogsaa
mindre an paa at sorfolge et betrcengt Menneskes
ydre Skjæbne, end at efterspore, hvorledes den
Spire til Kunst-, der laa i ham,’ er voxet, og see,
hvorledes Gemt)t, Kunst, Kjærlighed, ja Verden
og Liv sem inderligt gjennemtrængte hinanden, at
der ikke mere var at tænke paa en Adskillelse af
de enkelte Elementer. Det lader sig paastaae, at
i enhver Tone, han spillede, i enhver Node, han
skrev, var der blandet en Draabe af hans Kjær- »
Der gives !
lighed, hans Liv, Lidelser og Desd.
Sjæle, som ikke ’fortoeres ved ydre Vanheld, ikke
ved frugteslos Længsel’ og- Kjærlighed, ikke ved
Begeistringens heftigt Rystelser, men hos hvem
Eet er Alt og Alt Eet. Saaledes Edmundl Vi
ville ogsaa meddele nogle af hans Sangez hvo
som-ikke feter, at for en saadatt Sang, opfyldt »
med en saadan Veemod og Længsel, maatte Yng-
lingen bringe en Deel af sit Liv som Offer, ham
cc vec irec Meget ak sigcz thi han-veed skre, hvor-·-
ledes enhver stor, fra Himlen kommende Fdletfe
fordrer jordiske Offere, hvorledes hver Time, der
leves hist, kjøbes med mange af demte Verdens «
Timer. Menrtesket« ligner Lnettz jo klarere og renere
den slammer i Veiret, desto hurtigerefortoerer den
244
sig; men hans Aand er den Phonir, der fra Lune
svæver til Himmelen og kun lader Asken tilbage
paa Jordett.
Steder af Edmnndo Dagbog.
Palt min Udvandringsdag.
»Farvell« —- Hvorfor· tager jeg med Smerte
Afsked fra mine Lidelsers Hjem? —-—— Hvorledes?
Har jeg ikke ogsaa havt en Ven her, en tro Vent
—- Farvell
Mttsik, og dog veed jeg ikke, at det nogensteds er
gjengivet af nogen Tonedigter med det dybeste Udtryk-
det er istand til at modtage-. Det er et helligt
Ord, som er alle Nationer egent, og vidner om et
Anlæg til den hdieste Sædelighed. Midt ivor
egen, dybe Smerte over Adskillelsen ktrn at onske en
" Andens Vel, er iSandhed Tegn part et ædelt Sind.
Jeg veed kun een"Opem, i hvilken dette Ord, gjen-
nemglodet af den dybeste Følelse, maatte gjøre den
, hviesteVirkningM men der mangler det: I «Alceste«
kunde man skrive en Duet over dette ene Ord. —- I
»Tryllefleiten« er Stoffet ikke tiltrækkende nok til at
det Farvel, hvormed Terzettenender, skulde kunne
gjore meget dybtJndtryk. —»————— Hvorfdrshar endnu-»
ingen Digter skrevet en Scene, hvori Afskeden
mellem to Elskende, i deri dunkle Forndfolelfe af,
at det er for evigt, hæves til det høieste tragiske
Motiv? s Jeg længes ret efter en Digter, sont
» kunde degeistre mig ved et ædelt Værk af denne
Artl O kunde jeg blot udtale det i Ord, fom«
jeg formlrltede at fremstille i Tonerl Men altid
falde «’»kun Momenter mig ind, som jeg ikke« kan
forme til et’ Heelt, og dette er ikke mere, end
naerr det lykkedes En at gjøre en skjøn Modulas
tion: —- havde han derved skabt et Værk? s—«——
Jeg veed ikke, hvorfor jeg er fare mørk og’ vee-
modigz"· glad skulde jeg være som en Fugl, der
har forladt ’Vinen Tilforn gav man mig daglig
Næring, smen man tvang mig, »piinte mig, ja jeg
leed ofte tunge Qvaler —k nn er jeg fri. Vel
veed» jeg ikke, hvor jeg skal lægge mit asoovedz’
men jeg haaber dog-at finde en Plads for det
Dette Ord toner som deri smerteligste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
