Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
277
Forening af et Væsen fra en høiere, fuldkomnere
Verden og sammes Fremtrædelse i. den virkeligt
os omgivende Kreds af endelige, os bekjendte Ting
— er det Skjønnes eneste sande Natur. Thi
forsaavidt Tingene høre under Naturens Løb og
dens Udviklinger, stemme de vel beundringsværdigt
overeens med sig selv og andre; som organiske
Legemer føre de selv et uafhængigt og for sig af-
sondret Liv; men stedse forblive de dog hildede i
den uendelige Kjæde as endelige »Sammenføininger«
og derved mangelfulde, og betingede ved andet
Endeltgt. Et i sig selv begrundet og fuldendt
Væsen kunne de i deres blot naturlige Beskaf-
«—sfenhed ikke fremstillet Det skjønne Legeme der-
imod tyder hen paii dets Skikkelses fuldkomne
Grundbilled, hvilket det· udtrykker i sin egen time-
lige Fremtrædelse. Pria den andenSide stræber den
Sædelige eller Religiøse at bringe en fuld-
kommen Idee til Liv i Virkelighedens Stof, men
det Ufuldkomne og Timelige virker ham uden
·Ophør imod, og hans Fortjeneste bestaaer netop
i deri fortsatte Kamp imod samme. ! Men i det
skjønne Liv forsonet hiin høiere Længsel sig med
det endelige Stof, og fremtræder deri som·til7
fredsstillet i Virkeligheden selv. Kun idet Skjønne
er Form. og Væsen eet, og ligemeget nærværende,
kun i det er Fremtrædelsen selv fuldendt, og i sig4
selv udtrykkende sit Grundbilled, og saaledes er paa
en forunderlig Maade i det enkelte Væsen dets
almindelige Idee,’ i det Verlende det Bestandige,
i detiTimelige det Evige kommet til Virkelighed.
Derfor er der i enhver skjøn Skikkelse, som Cicero
siger, noget Uendeligt ogQUmaaileligh som ikke
kan udgrundes. Derfor stammer Skjønheden i
Sandhed frit en anden Verden,. og Platon frem-
stiller lige saa sandt, som smukt, Beskuelsen af det ·
Skjønne som en szenerindring af det, Sjæle.n
har skwuet i sit evige Fædreland » før dens Indtræ-
delseyi Timeligheden. ’,,4Den, som hist skuede
meget««, siger han, »anr han her øiner et Aasyn
eller en Skikkelse, som godt efterligner·det evige
Skjønne, saa gyser han først, og der overkommer "
» tjener Navn af kunstnerisk Genie.
278 «
ham noget af den Frygt, han dengang følte hos
Gudernez men derpaa, naar han længere betragter
den, beundrer hans den som en Gud, og frygtede
han ikke et altfor stort Skin af Vanvid, vilde
han offre til det Skjønne som til et Gudebilled."·
Forunderlige ere os derfor ogsaa hine sjeldne,
begunstigede Mennesker, hvilke vi kalde Kunstnere,
hvem det blev givet, med fri Virksomhed at be-
siaele det Stof, Naturen frembyder- ved de høieste’
Ideer, og saaledes hæve det fra dets betingede
Forhold til hiin Fremstilling af Grundbilledet. Af
alle Mennesker formaae de alene med Frihed at
frembriitge Værker, der bære deres Nødvendighed
og Fuldendelse i sig selv.. Kunstnerens Sjæl maa
selv være skjonz thi i den er. det evige Grund-
billed,’ som han ikke kan skabe, og det Værk, han
med Flid og Besindighed frembringejr i det for-
gaengelige Stof, eet og det samme. Ubevidst nød-
vendig Fremstaaen og bevidst fri Haardlen ere hos
ham uadskillelige. Den begeistrende, gribende Drift,
der fører til det Uendelige, og den betænksomme,
overlagte Klogskrib i Udførelsen gjennemtrænge hos
ham gjensidig» hinanden til fuldkommen Eenhed. Og
kun denne Driftens og Bevidsthedens Eenhed. for-
Kun af den
fremgaaer det underfulde og for Forstanden ufor-
klarlige Phænomeen, at tilsyneladende beruset Van-
vid handler med den klareste Besindighed og den
moisommeligste Flid.
Men Intet kan vel alvorligere og helligere
opfordre dem til Betragtning,’ som ere bestemte
til overalt at søge Sandheden og den fuldkomne
Erkjendelse, end en saadan hemmelighedsfuld Anden–
baring afdet Høieste i den timelige Verden.’ Her-
kan ei være Tltlen om nogen spøgende Nydelse
eller tillokkende Forskjennelse af ’Livet,, men kun
om en hellig og streng Forædling af sat-ome-
Naar Ingen. kan være saa dybt ·nesd—sunken«i sand-
selig Adspredelse, at han gaiiske har fosrsagest·z»Relfi-.
givnen og Forbindelsen med» Gudf«, saa ·tør« heller
! ikke Nogen modstroebes Kunistens ophøiede Værdi-g-
hed, der fremstiller os det Guddommelige, saaledes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
