Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
« digheden.
af en fuldendt Stræben efter Ideen,’ der bestaaer
281
Gamle i deres sande og kraftige Udtryk pleiede at
sige, de lede Vold af Guddommen. Saaledes
blev da Kunstneren-3 Person", forsaavidt den staaer
i Forbindelse med Livets Hverdagsforholde, tilintet-
gjort foran det Skjønne; kun dette var det ham
om at sgjorex ikke om sin egen Følelse derved,
hvilken sem ganske gik over i Værket, atden ikke
kunde skilles derfra. Ei for at vidne om Kunst-
nerens Aand,’ eller for at gjøre ham Ære, blev
—Værket dannet, men alene for dets egen Skyld.
Saaledes var Begeistringen ham ofte en haard
Kctmp, som« han maatte bestaae med den resigne:
rende Opoffrelsef, der stemmer alt Stort og Godt.
Den af Begeistring glødende Daare, hvis Phan-
tasies Kraft og Fylde Ingen senere har naaet;
siger i sit store Digt selv i sit strenge Sprog, at
dette Værk« har gjort ham mager for mange Aar.
Og hvor ofte har ikke denne Begeistringens Kamp
» hos de høieste Aander, som Raphrtel og Mozeirt,
forstyrret Livet i de kraftigste Aar! Men meer
eller mindre maa ogsaa Knastens Betragter tage
Deel si denne Strid, rive sig løs’fra sin hverdags »
Personlighed, opoffreyj· alt Egoistisk« med eet Ord-
ganske føle, at det her er fuldkommen Alvor. !
’Det andet Teg11, hvorpetct man erkjender en
gjennemtremigt Datiiielse forKnnstem er Befin-
Dentte grundet sig kun paa den Frugt
i en vis Fortrolighed med det Skjønne, somalles
vegne veed at finde og erkjende det, og anseer det »
som Livets sande Element. Thi det- er jo netop
Skjelnemoerket ved det Skjønne, at det ganske
bliver hjemme i vor virkelige Verden.’ Af dets
fortrolige Ven høre vi ingen høitravende Beun-
dringstalen’’ ingen Blomster-ord, hvormed den « Rcia
og Uindviede først troer at det smykkes» Ligesom
Alt erreent forden Rene, saaledes-. kan man
sige, gjør den sande skjønne Aand Alt skjønt.
Derfor gjør han sig heller ikke til af dette fortro-
lige Bekjendtskrib, derer ham faanatnrligt. Men’
af- det alene— udspringer’’ den Besindighed og Ro,
der ledsagerjhamt ved- Valget og Anvendelsen af
282
Knnsimidlerne, der, langtfra at være Knlde," kun
er mulig for den fulde Begeistring og det’ skjønneste
Vidnesbyrd om den.« yDen ·voeldige Michel Angelo’,
hvis dristige lPhantasie opsvang sig til den yderste
Dom, formaaede’ ved rolig Anviisning endog at
lede fremmede Hænders mechaniske Virksomhe·d til
Knastens Formaal. Vasari fortæller om ham, at
han engang gav to Urbeidere i sitVoerksted en
Steen, og bragte dem ved fortsat Angivelse· af,
hvor og hvorledes de skulde meifle, til ubevidst at
fuldende en skjøn Figur, over hvis Tilblivelse de
selv faldt i den største Forundring.
, Disse tvende Kjendemasrker paa den oegte
Kunstner bære i Forening den tredie charaeteri-
stiske Egenskab i sig, det høie og stormodige Sind,
hvormed han selv igjen hæver sig over det Skjønne,
faa fuldkomment det end fremtræder i Virkelig-
heden, til dets høieste Udspring, og ligesom legende
formaaer at smile over sin egen, dog altid kun
endelige Stræben. Ofte vækker det Forundring at
fee, hvorledes netop de høieste Aander behandle
deres egen Kurtst, hvilken de have offrer deres hele
Livs Bestræbelser, som en Leeg, ja synes at see
lned paa« den som fra et høiere Standpunkt.·
’Petrarea, ligesaa henrivende som dyb og alvorlig i
sine udødelige Værker, vender sig i mange af sine
sidste Digte fra hiin Lanragsom han havde hævet til
al Jdealets Herlighed, atter tilbage til den Jomfru-
der, som han svager, var bekloedt med Solens
Glands,og til den evige Skjønhed. Leonardo da
Vinci, een af Italiens helligste Malere, giver i’
en Sonet, vi endnu besidde, Kunsten, som han
havde gjort til sin Hersker i Livet, tilbage til
Timeligheden, og bereder sig til Betragtningen af
det Evige. Saaledes, efterat disse høiere Aander
ved Kunsten havde forsonet den jordiske Verden
« med—(-sig og skjenket den et Aftryk af Jdealehsvang »
de sig tilfredsstillede atter op ’tilde Egne, ’ hvor-
fra de vare komne. Men denne rørende Forseigelse
og dette ophøiede’ Blik paa NdetForgoengelige ved
det jordiske Skjønne. er kun med fuld Ret for-
nndtt den, der saaganskehar erkjendt det i dets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
