- Project Runeberg -  Musikalsk Tidende, redigeret, i Forening med nogle Kunstvenner /
293-294

(1836) Author: Andreas Peter Berggreen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

293

. Harmoniernes luftige, aandige Gevandt, svæve, som
i gyldne Skyer, over vore Hoveder, og fordi den taler
et Sprog, som vi , skjøndt det er fremmed i det
sædvanlige Liv, kjende, uden at vide hvorfra? og
som man vel nma holde for Englenes Sprog.
Denne er den eneste Kunst, der fører de
mangfoldigste og hinanden meest modsigerrde Sindel-
bevægelser tilbage til de samme skjønne harmoniske
Forhold, og hvis Toner sorene sig lige skjønt med
Sorg og Glæde, med Fortvivlelse og fsTJilbedelsa—
Derfor er det ogsaa den, der indgyder os den ægte
Sjæls-Munterhed, som er det bedste Kleno-
die, et Menneske kan eie; —- hiin Sjælens Sund-

hed, mener jeg, der lader os skue , selv i Men- «

neskelivets meest forvirrede Tummel, en naturlig
og skjøn Sammenhængjog ved hvilken «vi føle os
nærbeslægtede med alle Væsener, og, blivende
Børn igjen, skue Verdert ligesom «igjennem en
yndig Drøms Trylleslor. —- —-

Nacir jeg i min Eenfoldighed, under Guds
frie Himmel, for hans Aasyn, ret er lyksalig, —
medens den høie blaa Telt staaer udspændt over
mig, og Solens gyldne Straaler vise mig den
grønne rundt om mig smilende Jord, -—— da er
det Tid, at jeg knæler, og af mit glædesyldte
..59jerte priser og takker Himlen for al denne Her-
lighed. Men hvad gjør da den mellem Menne-
skene saakaldte Kunstner?
og, inderlig bevæget,

Han har betragtet mig,

sin sympathetiske Henrykkelse langt herligere gjen-
lyde fra den livløse Strængeleeg, og nedskriver det
iet Sprog , som intet ’Menneske nogensinde har
talt, hvis- Hjem Jngeti kjender, og som griber
Enhver i de inderste Nerver.

Naar en Broder er død for mig, og jeg ved
en saadan Begivenhed er nedsunken i dyb Sorg-

modighed, sidder græderide i min snævre Vran,’

og spørger Stjernerne, om Nogen har følt en
saadan Sorg,« —- da — medens den spottende
Fremtid allerede staaer bag min Ryg, og smilet
over Menneskenes hurtig forgaaende Smerte, —
da staaer Musikerert formig, og bliver saa bevæget

gaaer han stille hjem, lader

ene

ved al deit jammersulde ngrndevriden« at han
hjemme efterligner denne skjønne Smerte ved sine
Toner-, og kjær ig forskjoniter og udsmykker deri
menneskelige Sorg, og saaledes skader et Værk,
der frembringer den dybeste Rørelse hos Alle —
Men jeg, naar forl ængst Smerten over miti tabte

" Broder er dulmet, og jeg da engang hører hiint

Værk, som Medsølelsen fremkaldte,
mig barnlig over mit eget,

da glæder jeg
saaledes forherligede
Hjerte-, og nærer og beriger mit Graven ved det
underfulde Kunstværk. ———

Men naar Himletis Etigle see ned paa den
yndige Beskjæftigelse·, som vi kalde Kunst, —- saa
maae de smile veemodig over Jordens Børrt, smile
over deres uskyldige Tragten, ved Tonerttes Kunst
at hæve sig op til dem. —- ——·z— (

Cantorces amant lanmnresso

Den Erfaring, hvorpaa ovenstaaende Sætning
grundet sig, synes at ligge- saa langt tilbage i den
fjerne Oldtid, at en »21rchæolog vistnok vilde ind-
lægge’ sig udødelig Fortjeneste ved at esterspore de
første Yttringer, paa hvilke den grunder sig.« Alle-
rede for henved 2000 Aeir siden omtales den af
Homts og Livius som en bekjendt Sag, og das
den Sidstnaevnte fortæller en ret lystig lille Histo-
rie, der bekræfter den, troe vi, vore Læsere ville
være os Tak skyldige, naar vi meddele Livins’s «
Beretning, der omtrent lyder som følger:

I Aaret 3039 før Christi Fødsel var der ud«-
gaaet en Bestemmelse fra de romerske Censorer, at
Fløitespillerne, derapleiede at musicere ved Offer-
høitiderne, ikke, som Skik og Briig havde været

»« frit gammel Tid af, maatte deeltage i de Fest-

maaltider, der ved slige Leiligheder bleve soranstals

tede i Jupiters Tempel. ’Forbittrede over denrie

· Fornærmelse pakkede samtlige Flositespillere i Byen

Rom sammen og droge til det nærliggende Tids-ir-
Men nu kom Senatet i For legenhedz thi Floite-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 17:34:26 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/musiktid36/0160.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free