Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i hvilket den er meget let at iagttage (fig. n). Protoplasmaet synes i cellens midte at danne en mer fast sammenhængende,
stærkere farvet, finkornet, fibrillær masse, omkring hvilken det øvrige fibrillære protoplasma ligger ordnet i mer radiært
ud-straalende »fibriller«.1) Saadan ser det ialfald som oftest ud paa snit tagne af i alkohol hærdede og i parafin indsmeltede
præparater (cfr. tab, VII, lig. io & 16). Det er muligt, at dette iøinefaldende udseende i nogen grad er frembragt kunstigt;
men, selv om det er saa, maa det dog have nogen grund i virkeligheden. Det er vistnok tilfælde, at celleprotoplasmaet under
præparationen skrumper ind, hvilket ofte kan sees paa de aabne rum i snittene (tab. VI, fig. 4); herved kommer denne
fibrillære struktur til at træde skarpere frem end den egentlig skulde, men det er dog klart, at, hvis den ikke fra oprindelsen var
der, kunde den ikke saa regelmæssig blive dannet ved reagensernes paavirkning.
Mod hver af celleudloberne kan man se fibriller konvergere for at forenes og danne disse, der har en udpræget
fibrillær struktur. Denne fibrillernes konvergens falder undertiden paa- snit af celler med stærkt indskrumpet protoplasma me
get tydelig i oinene, idet protoplasmaet forøvrigt er adskilt ved aabne rum fra cellens omgivelser og blot er blevet hængende
sammen med disse ved de mod udløberne konvergerende fibriller, der kan være forenede til mindre bundter (se tab. VII, fig.
16, der er tegning af en bipolar celle).
Cellernes udløbere har jeg ikke kunnet forfølge langt stykke fra deres udspring, da de meget snart tabes
afsyne i gangliets indviklede fibrillære væv. Saa langt jeg har kunnet forfølge dem smalnede de stadig af, men havde altid
en skarpt udpræget fibrillær struktur. Hvorvidt man imidlertid kan opfatte dem som virkelige fibrillebundter, der tilsidst
opløser sig i flere fibriller og at saaledes hver celle danner centret for flere virkelige nervefibriller eller: at hver celle danner
udspringet for blot en veritabel nervefibrille eller »nervecylinder«, om man saa vil, det maa jeg indtil videre lade staa derhen.
Dette kan ene afgjøres ved friskt materiale, hvilket jeg af denne art har savnet. Mulig kunde det jo ogsaa være, at
udløberne opløste sig i et fint fibrillenet (forfatterens diffuse fibrillenet) fra hvilket igjen nervefibrillerne udspringer, saaledes
som Prof. Golgi har fremstillet forholdet for de sensitive nervefibriller i den menneskelige hjerne2). Fra præparaterne at
dømme synes dog dette mig mindre sansynlig, idet der ikke existerer noget egentlig tilsvarende diffust fibrillenet (tab. VI,
fig. 3), medens fibrillerne synes at gaa lige over i de til foden gaaende nervefibriller, hvad enten der nu kommer en eller flere
fra hver celle. At disse store celler blot skulde være centrum for en »nervecylinder«, af hvilke der altsaa blot blev 6—7 i hver
ganglion, kan forekomme lidet sansynlig, skjønt vistnok fodens fibrillebundter er betydelig mindre end hos M. giganteum. Disse
fibrillebundter kan jo for den sags skyld ogsaa som senere paapeget tænkes tilblandet med fibriller fra de til ganglierne
kommende nerver.
Cellernes kjerner er store, c. 0,042 mm. i diameter, og ligger som allerede nævnt fremherskende i cellernes ydre
fra gangliets midte vendende ender, hvilket dog for de fleste cellers vedkommende vil være den øverste ende.
Kjernerne er aflange, de har ofte flere indbugtninger, hvilke dog sandsynligvis er fremkomne ved virkning af
alkoholen. I kjernerne har jeg saavel paa safranin- som karminpræparater kunnet iagttage et tydeligt, stærktfarvet,
chromatin-netværk (fig. 13). I dette forekommer dog ofte lysere partier, en slags vacuoler (tab. VII, fig. 12, 14, 15), hvorved det
ofte kan faa udseende af, at kjernelegemet ved radiære septa staar i forbindelse med kjernens vægge (fig. 14). Dette
udseende er muligens kunstig frembragt ved reagensernes virkning.
Kjernelegemet er almindelig aflangt, altid stærkt farvet og regelmæssig med en eller flere klare vakuoler samt ofte
stærkt farvede korn (fig. 12, 13, 14). Rundt kjerne saavelsom kjernelegeme kan sees en ganske distinkt membran.
I enkelte kjerner har jeg iagttaget to kjernelegemer (fig. 15). I en celle har jeg endog seet 2 næsten adskilte
kjerner, hvoraf den ene var normalt farvet, medens den anden kun svagt, næsten farveløs; kjernelegemerne var som
almindelig stærkt farvede.
I den blege kjerne var det endog et mindre smalt, stærkt farvet legeme ved siden af det runde kjernelegeme (se
fig. 11). Sansynligvis maa dette være exempel paa en direkte kjernedeling; se forøvrigt herom senere.
De store celler synes ikke at have nogen egen membran, ialfald har det ikke paa snit været mig muligt at
adskille nogen saadan. Derimod synes cellerne at være indleirede i en bindevævsagtig masse med talrige bindevævskjerner og
en’stærkt udpræget fibrillær structur (tab. VI, fig. 3, 4, 5).
Dette fibrillære bindevæv findes overalt i disse ganglier mellem og udenom de store celler. Det synes ialfald
tildels at indeslutte i sig nervefibriller, hvilket ved farvningen (saavel osmium •— hæmat: som boraxcarm.-pikrinsyre farvning) især
paa enkelte steder træder stærkt i øinene; medens det paa andre steder kan sees at være af mer ren bindevævsagtig structur.
Resumé. For nu at give et samlet billede af disse merkelige store, hos M. graffi forekommende celler, skal jeg
give et kort résumé af min opfatning deraf.
Det er meget store celler (optil 0,090 mm. i diameter) der altid forekommer i meget indskrænket antal, 6—7 i
For letheds skyld anvender jeg den gjængse benævnelse »fibrille«. skjønt jeg ikke kan være enig i den almindelige opfattelse deraf;
herfor gjøres rede senere under afsnittet «histologi«.
2) C. Golgi: Rech. s. l’hist. d. centres nerveux (Arch. Ital. de Biologi, tome 3 & 4. 1883).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
