Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
braake som de andre, men sat stille med tindrende
øine og halvaapen mund. For øieblikket hadde hun
glemt at hun nogensinde syntes det var vemodig at
si farvel til parken og mindegrotten, til de lange
lindealléer, hvor grenene danner hvælvbuer hvorigjennem
sol og maane skinner like bedaarende. Tvertimot
syntes hun at det neppe blev noget farvel paa denne maate.
Hun tok sommeren med sig. Og den skulde blomstre
midt paa vinteren, naar hun kom til Stockholm. Det
hadde ialfald Bengt sagt, og hvem kunde vite det bedre?
Det hadde Været saa trygt og varmt at bo i mors
værelse, omgit av de saker mor hadde brukt og hat
i hænderne og været glad i. En gang imellem hadde
Birgit syntes at mor sat paa sengekanten og hørte paa
hvad hun hadde at betro hende. Hun hadde hørt sig
selv si, en gang, da Astrid hadde irritert hende og
hun hadde været skarp mot Bengt:
«Mor, du husker vel hvordan det er at være ung
og ikke altid finde den rette veien?»
Da hadde hun syntes at nogen kysset hende paa
-panden og hvisket:
«Vær sand og ærlig, barn, saa at du aldrig behøver
være ræd for dig selv. Ingen fiende er værre end
samvittighetskval.»
Siden forstod hun nok at hun hadde drømt, men
mors ord hadde hun fundet i en liten bok i sybordet.
Ogsaa sine glæder hadde hun betrodd til sin
usynlige værelsekaiherat, og det var som om en aapen favn
ventet hende hver aften, naar hun kom op, fuld av
dagens solskinslykke.
Nu skulde mors værelse staa stængt til næste
sommer; men da skulde alting leve op igjen derinde og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
