Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og trygda folk rett til aa faa namni sine paa norsk inn i
rettsdokument.
Men Høyem nemner òg i framlegget «stedsnavnenes
vanskabelse». Han peikar paa dei norske stadnamni, ved
sida av folkenamni, at dei «i vor afhængighedstid, ved
saavel danske og andre udenlandske som og ved i
Danmark oplærte norskfødte præster og andre embedsmænd,
forretningsfolk o. s. v. gaves mere eller mindre fremmede,
efter det danske sprogs love tillæmpede former, saa de
kunde falde naturligt ind i de dansktalende
embedsmænds talesprog og tillige tage sig for dem hjemligt og
godt ud i deres hidførte skrift- og bogsprog, paa hvilket
de ogsaa, som bekjendt, i det 16de aarhundrede overførte
saavel vore gamle love som ogsaa vort berømteste
sagaværk.» «I det hele og store taget — skriv Høyem — er
denne underkuelsens, forvanskningens og
fordanskningens tid for vore navnes vedkommende fremdeles den
samme endnu i vor tid.»
Høyem meiner tydeleg det same um stadnamni som
han skriv um personnamni, at dersom ein fekk arbeidt
fram att dei fulltonande norske namnformene, so vilde dei
koma til aa staa «i et styrkende vexelforhold til det norske
landsmaal, ligesaa vist som saavel de fordanskede norske
som ogsaa de rent udenlandske folkenavne virker støttende
for det danske sprogs magt her i landet. Jo mere
norsksindet en mand derfor er, desto mere er det ham ogsaa imod at
høre baade sit og andres navn i en unorsk skikkelse eller
selv benytte dem saaledes lemlæstede».[1]
For stadnamni, i minsto gardsnamni, vona no Høyem
at det vilde «oprinde lysere tider» naar den nye
matrikkelen vart ferdig. Han hadde betre tru soleis enn
Garborg. Men han leit ikkje paa godviljen og lojaliteten
hjaa embættsmennene her heller. Difor vilde han ha
fastslege i lovs form ikkje berre for personnamni men for
stadnamni òg, at dei som sette upp offentlege dokument,
skulde skriva namni «saavidt muligt i norske former,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
