Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Medaljer - Napoleon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7
nesket og Overmennesket er forlængst smeltet sammen til en
dæmonisk Skikkelse, hvis Urgrund forklarer Yderlighederne i
dens Natur.
Napoleon var oprindeligt fuldblods Italiener. I hans unge
Aar vakte Corsicas Erobring hans stadige Forbitrelse og
lidenskabelige Had til de Franske. Skønt formelt født som
Franskmand, var han i sin Naturgrund ikke fransk, lærte sent at
bruge Sproget som en Indfødt, lærte sig aldrig den franske
Retskrivning, hvad han skjulte ved at diktere.. Han havde et
ægte romansk Geni, som var lutter Klarhed, men intet Glimt
af fransk Esprit.
Hans Moder var en Cornelia, ingen fransk Dame fra det
18. Aarhundrede. Der er i ham et antikt Romer-Element (hans
Hoved minder om Augustus) og et endnu langt mere udpræget
italiensk Renæssance-Element. Hans Familie stammer fra
Florents, og han har visse Grundegenskaber tilfælles med en
Condottiere fra det 15. Aarhundrede: den fortættede Energi og
fra først af den relative Ligegyldighed for Sagen, han tjener,
da han inderst inde tjener sig selv. Han har som hine Tiders
Krigsmænd Viljens Haardnakkethed, Beslutningens Ubøjelighed,
Evnen til paa Stedet at fatte en ny Beslutning, naar den
tidligere viser sig uigennemførlig. Han taber aldrig sine Formaal
af Sigte. Og han har Italienerens udprægede politiske Instinkt,
Instinktet for Magtforhold, for Midlerne til Flytning af det
politiske Tyngdepunkt, der er lige udpræget hos Machiavelli,
hos Giulio II og hos Mazarin (Giulio Mazarini). Naar man
følger ham i hans politiske Brydekamp med Alexander I, er
det som saa man en Italieners List kæmpe med en Byzantiners
Smidighed og Snuhed.
Han minder om den italienske Renæssances største Mænd
ved sin Forening af Virkelighedssans og storladen Fantasi. Den
franske Genius har et Fodstykke af simpel sund Sans, klar men
ganske ufantastisk Forstand. Saaledes hos dens mest udprægede
Legemliggørelser, Montaigne (halvt jødisk), La Fontaine, Moliére.
Geniet er hos de franskeste Franskmænd udmærket ved Smag
og Takt; det er skelnende som hos Racine og Voltaire eller
verbalt som hos Hugo. Ronaparte er saglig, ikke verbal,
sammensmeltende, ikke skelnende. Om hans Smag er der ikke
stort at sige, meget derimod om hans skabende Fantasi. Han
er som Michelangelo anlagt paa det Colossale, det Grandiose.
Under sit lange Ophold i Carrara 1505 saa Michelangelo et
Rjerg, der beherskede Kysten. Han fik det Indfald, han længe
kælede for, at forvandle det hele Rjerg til en Kæmpe-Rilled-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
