Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Medaljer - Jules Favre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
Han var høj og rank, kraftigt bygget, hans Holdning fast,
næsten sørgmodig. Hovedet mægtigt, alvorsfuldt, Ansigtet med
de lidt uregelrette Træk energisk, præget af den Selvfølelse,
der følger med tidlig Grublen og tilbageholdt Lidenskab. Den
rummelige, aabne, stærkt formede Pande var kranset af et
sort, graasprængt Jupiterhaar, der var kastet tilbage og faldt
frit uden ængstelig Orden. Efter fransk Advokatskik var
Munden ikke dækket af nogen Moustache, men den næsten tragiske
Maske indrammet af et yppigt, halvbueformet, let graanende
Skæg, der skjulte Halsen. De tætte Bryn kunde give de store
Øjne et vildledende Skær af Haardhed, idet de formørkede
dem; i Virkeligheden var Øjnene blide, og Blikket saa ofte
vemodigt som udæskende. Næsen var smukt formet og streng;
men Ansigtets største Ejendommelighed var samlet om den
talende, veltalende Mund, hvis fremspringende Underlæbe trak
sig en Smule nedad til den ene Side med et afgørende Udtryk
af Ringeagt, Ironi eller Haan, som om Mandens Overlegenhed
især røbede sig paa dette Punkt.
Hans første Kendemærke som Taler var Ro. Han havde
sit Legeme i sin Magt og gjorde faa Haandbevægelser. Des
virksommere var de, naar han selv blev ivrig eller kom i
Lidenskab. Han havde en Maade, paa hvilken han løftede
og rettede Armen imod den, han angreb, som blev i Ens
Erindring. Haanden var knyttet; saa aabnede den sig, og over hans
bøjede Tommelfinger strakte fire Fingre sig anklagende frem.
Han havde de romanske Folks Hang til høj Patos i
Veltalenhed; han havde ikke Nordboens Frygt for Svulst eller hans
Afsky for Fraser, det vil sige for den oratoriske Fynd, der
intet Hensyn tager til, om Virkeligheden svarer til dens Sving.
Han kunde, fire Aar efter, (September 1870) som Minister
skrive de vemodigt berygtede Ord: »Vi vil ikke afstaa hverken
en Fodbred af vor Jord eller en Sten af vore Fæstninger«
uden Hensyn til Nødvendigheden for det slagne Frankrig af
at gøre Indrømmelser, ifald det vilde opnaa Fred; for ham
var dette Udbrud nemlig ikke nogen Talemaade, men et
Udtryk for hvad Frankrig med sin store Fortid da endnu maatte
hævde.
Favres Ry for Veltalenhed var ved det Aar 1866 saa stort,
at man i de første Minutter neppe agtede paa hvad han sagde,
kun fulgte Stemmens Gang, dens Stigen og Fald, dens Gliden,
naar han indledede, forberedte, fængslede Opmærksomheden,
dens Klangfylde, naar han bevægede, og dens bidende
Skarphed i Fordømmelse og Haan. Snart følte og forstod man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
