Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Medaljer - Giordano Bruno
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
Hvor Giordano naaer højest og griber stærkest, det er, hvor
han bæres af digterisk Indskydelse og udtaler rent almene
Sandheder. Paa denne sin Højde foregriber han den
Digter-og Tænkertype, hvis ypperste moderne Exempel Shelley er.
Mindre tiltalende er han (som enkelte andre af Tidsalderens
berømte Fritænkere), hvor han giver sig hen i sin personligt
polemiske Iver overfor den Art Lærde, han med en bestandig
tilbagevendende Udtryksmaade kalder Æsler og behandler som
Æsler (asinij.
Hans Optræden i Oxford er i den Henseende endnu mere
betegnende end hans tidligere Holdning i Genf. Dr. Rønberg
havde givet Skikkelsen mere ejendommeligt Liv, i Fald han
ikke havde havt et Hang til at afrunde dens Kanter. Der var
i Giordano som i Etienne Dolet, der mere end halvhundred
Aar før ham døde paa Baalet i Paris, noget af det
Erasmus-Montanus’ske Overmod, noget af den Trættekærhed, den
Dispu-terelyst, den Glæde ved Haan over forbenede Stillestaaende,
som vakte og maatte vække Modstandernes værste Instinkter.
Saavel Dolet som Bruno var geniale Aander uden Ligevægt.
Det skal visselig ikke være nogen Anklage imod dem, endnu
mindre et Forsvar for Romerkirken, som overgav dem til Baal
og Brand; men det er et Træk, der væsentlig hører med i
Fysiognomiet, og som senere Slægters naturlige Begejstring
ikke bør udviske.
Det var højst naturligt, at Bruno i Oxford følte sig stødt
ikke blot af Doctorernes Indbildskhed og Uimodtagelighed for
nye Tanker, men af den Mangel paa Dannelse, der røbede
sig ved deres Maade at spise og drikke paa. Men det havde
været klogt, om han — for ikke at opirre Englænderne imod
sig — havde undladt at skildre deres Skik, at lade Bægeret
gaa rundt ved Bordet, saaledes: »Den første, der drikker,
efterlader paa Bægeret en Smøre af Fedt, der godt kunde bruges
som Lim, og de andre, der følger efter, nedlægger efter
hinanden paa Randen først Brødkrummer, saa Kødtrevler, saa
de Levninger, der er blevne hængende i deres Overskæg,
lutter Sager, man kunde kaste op over.« Intet Under, at man
tog ham La cena delle ceneri ilde op.
Da Mauvissiére blev kaldt tilbage til Frankrig i 1585, fulgte
Bruno med. Hans Disputerelyst tvang ham dog til snart at
forlade Paris. Hans Ophold i Wittenberg, Prag, Helmstedt
artede sig forskelligt, men var ikke langvarige. Fra
Frankfurt, Boghandlerbyen, hvor han udgav sine Hovedskrifter, blev
han lokket til Venedig ved Brev fra en Beundrer og Lærling,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
