Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Medaljer - William Shakespeare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
stilling af Manden. Hvor nu Frank Harris er nødsaget til at
betegne nogle Sætninger af Hotspur som beundringsværdige,
dér paastaar han, at Shakespeare havde dem fra Historien
eller fra en ukendt Kilde: Han véd med andre Ord paa
Forhaand, at Shakespeare var umandig, og da dette ikke bekræftes
af Kendsgerningerne, saa dekreterer han, at det ikke
destomindre er ubestrideligt. At Shakespeare personligt ikke var
nogen Handlingens Mand, men en Digter, det behøvede vi jo
ikke nogen Aand fra Graven til at lære os.
Da Shakespeare naturligvis i sidste Instans kun kan have
havt sit eget Indre at ty til og øse af, maa det være muligt at
finde ham i hans Værk. Men det er umuligt, som Harris gør,
at kalde en hel Række af Personer hans Selvportræter. Og
det gøres med en saadan Plumphed, at Shakespeare og
Hamlet rentud sammensmeltes. Harris siger om Digteren: >Han
synes at være bleven fed og have lidt af Aandenød, fra han
var omtrent 36 eller 37 Aar gammel« paa Grundlag af den
Replik, hvor Dronningen i Hamlet bruger disse Ord om sin
Søn — en Replik, der tilmed sikkert er indført til
Karakteristik af en tilfældig Skuespiller.
Fremgangsmaaden hos Harris er denne: Overalt hvori
Dra-merne En eller Anden bliver stærkt lovprist af andre Mænd,
erklæres det, at Shakespeare her har villet male og prise sig
selv. At f. Ex. Posthumus roses i den Scene, der aabner
Cymbeline, skal vise en urimelig Forkærlighed for denne Skikkelse
fra Digterens Side, som alene kan forklares ved, at
Shakespeare ved Posthumus tænkte paa sig selv.
Hertug Vincentio i Lige for Lige, der i mange Maader er
ment som en Forherligelse af Kong James og har adskillige
af hans Særegenheder, bliver af Harris kaldt Shakespeares
Selvportræt, og naar Lucio, som har bagvasket Fyrsten,
dømmes strengt, forklares det altsaa saaledes: »Shakespeare fandt
det vanskeligt at tilgive Lucio, som havde krænket hans
Forfængelighed. «
Atter og atter henledes Opmærksomheden paa Shakespeares
»Forfængelighed og Indbildskhed«. Om Stormen siges:
»Shakespeare er i dette sidste Stykke opfyldt af sig selv, vis, som
han synes, paa, at han er den vigtigste Person i Verden . . .
Han var ualmindelig forfængelig og selvopfyldt (selfcentredj.i
Er der nu nogen stor Mand, om hvem det med Sikkerhed
kan siges, at han ikke var forfængelig, saa er det
Shakespeare, der bekymrede sig saa lidet om sit Ry, at han end
ikke gav sine Skuespil i Trykken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
