Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rids - Jean Jaurès
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
dels mellem Nabonationer, dels hos Kapitalismens og
Nationaliteternes krigsgale Ypperstepræster imod Folkefredens besindige
Talsmænd i Europa.
Jaurés kom tilbage fra Socialistmøde i Bryssel, hvor han
(som de øvrige Deltagere) havde talt for Fred og — iøvrigt
magtesløst — nedlagt sit Partis Indsigelse imod Krig.
Jaurés var en stor Mand, og Calmette en farlig, landsskadelig
Journalist. Men Lederen af det socialistiske Blad UHumanité
er nu blevet dræbt som nylig Lederen af Højrebladet Le
Figaro. Det var Calmette, der foraarsagede Alfred Dreyfus’s
Ulykke ved den 8. September 1896 at offentliggøre den
løgnagtige Artikel, som indbildte Europa og Amerika, at Kaptajnen
havde tilstaaet sin Skyld. Og det var med næsten lige saa
uværdige Midler, at han forfulgte Caillaux.
Jaurés var Mand af en anden Støbning. Selv i den
alvorligste Polemik holdt han sig indenfor Sømmelighedens Skranke.
Han var ikke blot en højtbegavet Mand, men ærlig og brav.
Naturligvis som Politiker ikke det alene. Han kunde af
Partilidenskab eller i sit Partis Interesse bebrejde den Ene hvad
han uden Betænkning tilgav den Anden. Forsaavidt kan man
sige, at saa alvorlig og uhumoristisk han var, havde han en
Skelm bag Øret. Han understøttede f. Ex. Ministeriet Combes,
og hvad dette Ministerium end foretog sig, Indskriden imod
Strejkende eller deslige, Jaurés saa det ikke, eller rettere
Skelmen bag hans Øre lagde sine smaa Fingre for hans Øjne,
saa han nødtes til at se igennem Fingre dermed. Det
udelukkede ikke, at han heftigt dadlede hos Combes’ Efterfølger
hvad han hos Forgængeren slet ikke havde opdaget.
Dog dette for Politikere fælles Træk er her ganske
underordnet. Hovedsagen er at Frankrigs øvrige Politikere passer
for deres Tid og den saakaldte Tidsaand, der kan være
aandløs nok; han var forud for sin Tid, delte ikke dens Fordomme,
var hævet over det stedse stærkere om sig gribende
Fædrelanderi, vilde med Styrke dog uden Oprør omforme
Proletariatets Kaar, og troede paa Muligheden af gennem en stiltiende
Sammensværgelse mellem alle Landes Proletarer at umuliggøre
den stadig truende Krig.
Jaurés var den eneste af Frankrigs fremragende Mænd, hvis
Væsen var Vælde. Andre kunde være fine, skarpe, bidende,
klare, fyndige; han alene syntes den Vældige.
Jaurés var Frankrigs mest fuldttonende Skikkelse, den fødte
Folketaler. Han havde en Stemme som Dommedagsbasunen;
dens sydlandske Metalklang fik Hjerter til at banke og Ruder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
