Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rids - Emile Verhaeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
215
hans Bortgang — med et lille Smil mindes den naive
Sikkerhed, hvormed han, efter at have faaet Vished om det, sagde:
»Jeg faar den altsaa næste Aar.«
I Aftes kom hans nye Digtsamling Les Ailes rouges de la
Guerre samtidigt med det nedslaaende Budskab om hans Død.
Og jeg ser ham for mig, som han sidste Gang traadte ind
til mig, allerede graanet, med sin store, svære, graasprængte
Moustache, sine gode Øjne, med noget bøjet Byg, med
Geniets dybe Beskedenhed i alle Udtalelser, den Dag uden et
Smil, lutter Alvor og Varme, rig paa Tanker, hvis stille Gang
kunde blive Flugt, og som med Et under Samtalen slog deres
Vinger ud og fløj.
Han havde forladt Belgien for at leve i Frankrig. Hans
Sprog var fransk ikke flamsk. Hvis jeg ikke husker meget
fejl, sagde Verhaeren en Dag til mig, at han, bortset fra et
Par Ord, slet ikke kunde Flamsk. Det synes, som om
Belgiens Skæbne vil styrke det franske Sprogs før saa anfægtede
Stilling i Landet med de to Sprog. Under Verdenskrigen har
ingen Flamingant havt Evropas Øre.
Sjælden var han. Mere end sjælden, enestaaende. Mere
end enestaaende, stor. Han var stor ved sin Følelses Styrke
og Dybde, ved sin Bubens’ske Fantasis Seerkraft, ved sin
kraftfulde Kunst, der overvældede og omformede Sproget,
indtil det malede og sang. Han havde rigt Hjerte og sikker
Haand.
Mer end hans Samtidige og Landsmand Maeterlinck
personificerede han Flandern, dets Landskaber, dets Bjergværker,
dets Folk, dets Historie i Fortid og i Nutid.
Han var en Mand, der var et Land.
Han var det Land, han fra sin Ungdom af elskede saa
højt, at han troede det umuligt, nogensinde at kunne elske
det højere, og til hvilket hans Kærlighed ligefuldt steg, da
han pludselig saa det staa i lys Lue, saa det hærget og lagt
øde, saa det vride sig, nedværdiget, undertrykt og forpint.
Han var Flanderns Stemme, og denne Stemme var den
mest vellydsrige i vore Dages Evropa, det belgiske Folks
mandigt klagende og anklagende Røst1).
*) Samlede Skrifter, XVI 95.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
