Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Taler - Taler ved Engelske Forfatteres Fest I og II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
293
Til nu alle Navnes Navn, England, det Magtens Navn,
flammer fra yderste Syd til Nordpols Nat som en Baun.
Det er det England, jeg beundrer.
Men det England, jeg elsker, er af anden Art. Det er det
England, som er Tilflugtsstedet for de Forfulgte, den Havn,
hvortil Frihedens Forsvarere søger. Det Land, hvor der
rejste sig en Storm af Forbitrelse imod det Ministerium, som
havde ladet Mazzini’s Breve aabne, det Land, hvor Gladstone’s
Artikler om Fængslerne i Kongeriget Neapel gav
Bourbon’ernes Rædselsherredømme det første Stød; det Land som gav
Kropotkin Ly, maaske især det Land, hvor Bryggerknægtene
i Barclay’s Bryggeri i London kastede Ungarns Bøddel,
General Haynau, i Bryggerkarret, og hvor Minearbejderne i
Newcastle gav Garibaldi en Æressabel.
Saadanne Handlinger vidner om mer end Civilisation, om
Folkesjælens Evne til Harme og Begejstring.
Jeg skylder England dybe Indtryk. I Reglen er Gæld noget,
som fattiggør, men aandelig Gæld er en sand Rigdom. Min
Gæld til England er ikke til at maale; ikke desmindre voxer
den bestandig; thi fra det Øjeblik, den er paadraget, bliver
den en Del af min sikreste Formue.
De kender alle H. C. Andersens Eventyr om den grimme
Ælling. Han har som bekendt tænkt paa sin egen Historie
ved Ællingens. Men der gives andre grimme Ællinger end
ham. Jeg selv har længe været en. Andersen var imidlertid
forholdsvis lykkelig; thi den Svane, han blev, var en regelret,
tam, hvid Svane, hvis Lykke bestod i at æde det Brød og
de Kager, som Børnene kastede til den.
Jeg derimod blev til en af de underlige, lidenskabelige,
sorte Svaner, som De ser svømme i St. James’ Park, med stiv
Hals og skarlagenrødt Næb. En Svane, der ikke er hvid, er
i Andedammen et sandt Monstrum, og den føler sig derfor
saa meget lykkeligere, naar saadan en stor hvid Svane som
Sir Sidney Lee, saadan en fin hvid Svane som Mr. Edmund
Gosse, hædrer den med deres Hyldest, og naar udmærkede
Herrer og Damer, som i St. James’ Park, foretrækker dens
Svanesangs sidste Toner for Maagers Skrig og Ænders Snadren.
II
Da man anmoder mig om ikke at indskrænke mig til en
Tak i eget Navn, men til at takke for den Skaal, der blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
