Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 5. Det jyske natmandsfolks sammensættning og benævnelser. Dets antal og fordeling. Dets væsen og livsforhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286
ved at gå, omkring i de omliggende egne, og så længe som muligt
at skåne Avlum sogn«; (efter deres forklaring) »som så mange
andre at tage foden ved at gå omkring fra mand til mand (i
sognedistriktet)«. I et hvert tilfælde lod hun sig ikke dette sige to
gange; og at de tre mænd intet havde imod hendes fortolkning af
deres ord, er klart; ti når hun på sin vandring i eftertiden stundum
kom til Avlum, og endog iud til dem, for at tigge, gjorde de ikke
det fjærneste forsøg på at holde hende tilbage inden sognets
grænser. I retten undskyldte de sig med beboernes misfornöjelse:
sognet var trykket nok endda af egne og andres »endog
arbejdsføre« fattige.
Ti i virkeligheden var man overalt gladest, når de påtvungne
gæster gjorde sig usynlige, og hos mange behøvedes næppe nogen
tvetydig opfordring eller eugang de mange skoser og skamflikker, for
at få dem til at udføre dette kunststykke. Og kan man undre sig,
om f. e. en kvinde, der alt havde været moder, blev led og ked
af, således som vi har set det med Mette Katrine Jænsdatter, nu
at skulle stave i bog? især når befrielsen intet offer kostede og
gik let fra hånden. Og kom så hendes måske ved ydre vold
fraskilte elsker, eller andre af hendes nærmeste eller biot nogen af
hendes jævnlige, i nabolaget, hvor meget hørte der da ikke til for
at modstå kærlighedens bud og at kvæle naturens røst? Selv om
de imge, hvis omvendelse til stadighed dog alle håbede tryggest
på, udtales det gentagne gange, at de gav efter for det fælles
vandrelivs og den ubundne friheds tillokkelser. Amtmand Rosenörn
(1811) havde i sin embedstid erfaret, at opbragte omløberes börn
på 10 til 15 år, der var blevne udsatte, til opdragelse hos
skikkelige bønderfolk, som oftest, efter at være opklædte og udspiste,
igen forlod plejeforældrene uden anden grund end deres lyst til det
omvankende liv. Pastor Næblerød i Rind (Hammerum herred)
skriver 1817, at han sidste sommer havde en sön af en natmand
til at passe sine kreaturer. Drengen var ferm nok, undtagen når
de omvandrende »hjorde« nærmede sig, med hvem han da indlod
sig i passiar. Ved sådan lejlighed, ikke ellers, ytrede præstens folk
»en slags afsky for ham«. Men det skulde da ikke styrke en
172. Se ov. for s. 164; og sml. for ved s. 222 og anm. 120.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
